Metodisk opråb!

I dette indlæg skal vi et lidt mere filosofisk sted hen…

Som tidligere beskrevet, så handlede en stor del af min PhD om de metodiske forskelle mellem den universelt anerkendte ’videnskabelige metode’ (kogebogsmetoden), og den mere forklarende og observerende naturhistoriske metode (læs mere om dette i indlægget: Hvordan [læren om] dinosaurer kan redde verden).

Undervejs i forløbet er det dog gået op for mig at denne monolitiske tilgang til videnskaben ikke kun har konsekvenser for naturhistorien, og dennes trange kår i uddannelsessystemet i dag, men også for hele det humanistiske og samfundsvidenskabelige felt.

Vi bliver med jævne mellemrum konfronteret med overskrifter der pointerer hvordan halvdelen af al publiceret forskning er forkert (den humanistiske halvdel, red.), hvordan de samfundsvidenskabelige studier foregår på alt for løst metodisk grundlag eller som sætter spørgsmålstegn ved om vi kan stole på videnskaben i det hele taget.

Som beskrevet i mit indlæg om scientific literacy (stoler du på din egen videnskabelige kompetence), er det selvfølgelig altid godt at sætte spørgsmålstegn ved videnskabelig praksis, så denne fortsat kan være den dynamiske størrelse vi skal bruge, for at kunne lære af vores erfaringer. Jeg er dog bekymret for om de stillede spørgsmål i førnævnte artikler, ikke i stedet ønsker at fastholde videnskaben i det kogebogsparadigme der i øjeblikket gennemsyrer hele ideen om god videnskabelig praksis.

Den videnskabelige kløft vokser

Kløften mellem naturvidenskab og humaniora er siden videnskabernes fødsel kun blevet dybere og dybere, og i dag er de to forskningsfelter og –metoder, helt uforenelige størrelser som hver især rynker på næsten af hinanden. Det er en skam. Som jeg efterhånden har pointeret en hel del gange, så har vi som samfund brug for en forskerstab der kan tænke pluralistisk og mangfoldigt, så vi ikke risikerer at indskrænke vores mentale potentiale til kun én slags logisk tankegang.

At forskning er falsificerbart er selvfølgelig essentielt i forsøg der behandler matematiske regler eller universelle fysiske fænomener. Hvis sådanne forsøg ikke kan gentages med samme resultat er der selvsagt ikke tale om universelle love. Men at lægge de samme positivistiske krav ned over studier der behandler biologiske individer (i særdeleshed mennesker) eller andre flygtige størrelser er en falliterklæring i forhold til erkendelsen af at fænomener med unik historik (for eksempel levende væsener), er for komplekse til at kunne simplificeres ned til eksempelvis statistisk signifikans.

Jeg kan sagtens se at statistik har en høj anvendelighed i masser af studier, men omvendt bør der også i langt højere grad end i dag, åbnes op for at den fortolkende – eller hermeneutiske – metode kan blive mere anerkendt og velanset!

Hvis man forstår at målet med forskning ikke nødvendigvis er at finde universelle sandheder (hvilket er praktisk talt umuligt), men derimod gradvist at opnå en større og større forståelse for en given mekanisme eller et fænomen – så er man nået langt i inklusionen af såvel naturhistorie som af menneske- og samfundsvidenskaberne.

Og nej, hvis man gentager et psykologisk studie får man ikke nødvendigvis det samme resultat som første gang – da det vil være umuligt at bruge de præcist samme individer i den præcist samme livssituation. Ligeledes er det langt fra givet at man ville få samme resultat hvis man for 65 mio. år siden, i et tænkt parallelt univers, smadrede den samme meteor ned i Jorden som udslettede dinosaurerne. Jeg kunne forestille mig masser af scenarier hvor tilfældigheder afgjorde om lige præcis nogle arter uddøde fremfor andre.

Naturfagsdidaktik i udfordrende krydsfelt

Som en del af institut for naturfagsdidaktik, har jeg i flere år oplevet hvad jeg tolker som en faglig splittelse der kan bunde i denne kløft mellem videnskaberne. Naturfagsdidaktik er et unikt og meget vigtigt forskningsfelt hvor læring og formidling af naturvidenskaberne undersøges og udvikles.

Indenfor naturfagsdidaktik har næsten alle en naturfaglig baggrund, og er derfor også skolede til den klassiske naturvidenskabelige metode. Samtidig er deres forskningsfelter dog ikke længere begrænsede til naturligvidenskabelige fænomener. Didaktisk forskning handler om mennesker og læring, og det er derfor noget af en kunst at navigere rundt i de komplekse menneskelige resultater med den før beskrevne monolitiske naturfaglige metode man lærer i dag, hvilket jeg i høj grad oplevede i mit eget phd-forløb, da jeg jo også selv har en naturfaglig baggrund.

Da jeg til mit PhD forsvar oplevede at blive (metodisk) misforstået, idet jeg tilnærmede mig de humanistiske metoder i for høj grad og havde en for stor forankring i praksis, tænker jeg derfor bagudskuende at dette kan skyldes denne selvsamme dikotomi.

Hvis den humanistiske metode er dårlig karma på naturvidenskab, føler man måske et endnu højere behov for at forankre sin forskning i den meget falsificerbare skole når man befinder sig i krydsfeltet. Heldigvis er der så mange dygtige og reflekterede mennesker på Institut for Naturfagsdidaktik i København, at problemet ikke tager overhånd, men især i diskursen med den internationale forskning synes jeg at tendensen er begrænsende for visse former for videnskabelig udfoldelse. 

Man kan læse mere om mit PhD forsvar i denne artikel fra Universitetsavisen (PhD forsvaret: pjattet eller ubehageligt?), og hvorfor jeg finder seancen i sin nuværende form tæt på overflødig, idet formålet for det første ikke er defineret, og idet retningslinjerne for praksis er alt for flydende fakulteterne og institutterne imellem.

Det er dog nærliggende at tænke at dette er endnu et udtryk for at den videnskabelige kløft vokser, mens den anerkendte videnskabelige metode samtidig bliver mere og mere indsnævret. En sådan splittelse danner selvfølgelig grobund for enten konflikt eller indre splittelse, hos de forskere der forsøger at kombinere begge verdener.

Skulle vi nu ikke prøve at udvide vores metodiske horisont lidt – så vi fra forskellige synsvinkler kunne betragte den samme verden, og gøre den samlede pulje med viden endnu rigere!? 

Hvordan palæontologi i skolen kan højne den videnskabelige DANNELSE!

[Dette indlæg kan nu også læses her på: Folkeskolen.dk]

Naturfag har været på politikernes dagsorden i mange år efterhånden – og med god grund.

Vores naturvidenskab udgør hele grundlaget for den teknologiske udvikling der har ført menneskeheden frem mod den civilisation vi har i dag – og den er fortsat i fuld gang med at føre os videre ind i fremtiden.

Men det store fokus på almennyttigheden i de videnskabelige frembringelser, har desværre været på bekostning af den ligeså vigtige naturvidenskabelige dannelse.

Eftersom nytteværdi, fremfor nye erkendelser, har været altdominerende de seneste mange årtier, er de mere filosofiske og beskrivende grene af naturvidenskaben langsomt blevet hægtet af. Det gælder i særdeleshed naturhistorien, som jo ellers udgør grundstammen for naturvidenskaben som vi kender den i dag [se også forrige blogindlæg om ’Hvordan læren om dinosaurer kan redde verden’].

Palæontologi er læren om uddødt liv. Det er en af de mest klassiske naturhistoriske discipliner, og repræsenterer på smukkeste vis naturhistoriens ræsonnementer, metoder og specifikke diskurs.

Hvad laver en palæontolog?

I min PhD lavede jeg, i samarbejde med min vejleder, en analyse af palæontologiens særlige egenskaber, og hvordan de hver især egner sig til undervisnings- og læringsformål – og til formidlingsformål i bl.a. museumsrum.

Til dét formål brugte vi en såkaldt disciplinær matrix udarbejdet af Kuhn (den berømte opfinder af paradigmebegrebet). Ifølge Kuhn kan en hvilken som helst faglig disciplin opdeles i elementerne: symbolske generaliseringer, ontologiske antagelser, værdier og eksemplarer. Jeg vil nedenfor kort ridse op hvad det egentlig betyder, og hvordan vores resultater ville kunne bruges i undervisning!

Symbolske generaliseringer

Symbolske generaliseringer er de grundlæggende teorier og love som alle, indenfor et givent fagfælleskab, er enige om. I fysikken udgøres disse blandt andet af vores universelle naturlove.

I palæontologi er den mest grundlæggende teori teorien om evolution ved naturlig selektion. I perfekt tråd med forskellene mellem de eksperimentelle og historiske videnskaber, kan evolutionsteori ikke forstås forudsigende (prædiktivt) – eftersom arters udvikling foregår i et komplekst og tilfældigt samspil mellem genetisk drift og foranderligt miljø. Den kan til gengæld forklare livets historie og udvikling bagudskuende (retrodiktivt), ved at studere arter og udviklingstrin på såvel anatomisk som molekylært niveau.

I undervisning kan evolutionsteorien bruges som middel til at opnå bedre forståelse for eksempelvis årsag og virkning i naturens komplekse mekanismer. Giraffen har ikke en lang hals for bedre at kunne nå grenene i toppen af træet. Nej – den har en lang hals fordi de giraffer der pga. tilfældige mutationer fik en lidt længere hals i fortiden, klarede sig bedre end de korthalsede, og derfor fik mere afkom.

Blev giraffens hals længere, fordi den strakte sig efter bladene?

Eleverne kan selv arbejde med opbygning af stamtræer ud fra fossile data, og disse data kan de endda selv finde ved at undersøge fossiler (evt. modeller), skeletter eller udstoppede dyr. På den måde kan de få fingrene helt nede i selve essensen af teoridannelse indenfor en disciplin som palæontologi.

En essentiel erkendelse vil i den forbindelse være forståelsen af evolution som en forgrenet udvikling,hvor mindre og større kompleksitet hele tiden veksler efter tilpasningsbehov, og ikke som en lineær udvikling hen mod det mere og mere sublime [som tidligere tiders simplistiske illustrationer ellers ofte fremstiller].

En sådan forståelse for naturens mekanismer i forhold til årsag og virkning vil være af yderste vigtighed for at fremtidige generationer bedre kan forstå hvad de er oppe imod, når ikke kun planetens atmosfære og klima – men også biosfæren – ændrer sig hurtigere end nogensinde før.

Ontologiske antagelser

De ontologiske antagelser kan forklares som den erkendelsesramme de grundlæggende teorier forstås indenfor (ja, denne her er lidt mere filosofisk i sit udgangspunkt).

I palæontologi er den grundlæggende tanke bag evolutionsteorien at der er sammenhæng imellem fortid og nutid – og i det hele taget imellem alle ’tider’. Hvis for eksempel et nutidigt dyr med slanke, sylespidse tænder bruger disse til at fange glatte fisk med i dag, så er det overvejende sandsynligt at et dyr der havde lignende sylespidse tænder i fortiden, brugte dem på samme måde – og også spiste fisk. Den videnskabelige praksis bag sådanne antagelser kaldes for komparativ anatomi, og den har været brugt siden disciplinens opståen til at analysere uddøde dyrs levevis, ved at sammenligne deres anatomi med nulevende dyrs.

I undervisning kan helt basale erkendelser [fx flade tænder er gode til at tygge planter/lange ben er gode til at løbe hurtigt] bruges til at lade eleverne selv få øje på forskelle og fællestræk imellem dyr fra forskellige tidsperioder, og efterfølgende udarbejde hypoteser (kvalificerede gæt) på dels hvordan dyrene levede, men også hvordan de eventuelt er beslægtede med hinanden. I den forbindelse er begreberne konvergent og parallel evolution essentielle for at forstå at nogle dyr deler de samme anatomiske træk fordi de deler den samme forfader (parallel udvikling), mens andre deler fællestræk fordi de er tilpassede til den samme type miljø (konvergent udvikling).

Det er for eksempel et fællestræk for alle dyr der lever i havet, at det er smart at have en torpedoformet krop som kan bevæge sig hurtigt igennem vand. Derfor ligner både hvaler (pattedyr) og uddøde havøgler (krybdyr) til en vis grad fisk, selvom de i virkeligheden begge har udviklet sig fra forskellige landlevende dyr.

Konvergent udvikling af havlevende dyr

Værdier

De naturhistoriske værdier for hvad der er holdbar argumentation er, som allerede beskrevet, meget forskellige fra de tilsvarende værdier der findes i de eksperimentelle videnskaber. Hvor den videnskabelige metode i dag forstås som en hypotese der bliver testet og verificeret i et kontrolleret miljø, sådan som det ses i de eksperimentelle videnskaber, så arbejder den palæontologiske disciplin ud fra en helt anden metodik som hører hjemme i naturhistorien.

I palæontologi bruges spor [fra fortidige begivenheder] til at understøtte eller afkræfte forskellige hypoteser, indtil en overbevisende mængde bevismateriale peger på én af dem – fx meteornedslaget der udslettede dinosaurerne (se forrige blogindlæg) – som så opgraderes til at blive den anerkendte teori. Fælles for begge typer teoridannelse er dog at en gældende teori kun er gældende så længe modsatrettet evidens ikke dukker op, hvilket af og til forekommer både i den eksperimentelle og den naturhistoriske verden. I de tilfælde må historiebøgerne så skrives om, og det er jo dét der er så vidunderligt ved videnskaben som en dynamisk og foranderlig størrelse!

I undervisning kan en øget forståelse for begreber som retrodiktivt [forklarende] og validerende årsagsforståelse i undervisningssammenhænge, være med til at perspektivere de mere forudsigende [prædiktivt] undersøgende laboratorieforsøg der i dag er fremherskende i klasselokalerne (se også forrige indlæg).

Øget perspektivering og mere pluralistisk forståelse for den komplekse verden vi lever i, ville højne forudsætningerne for et mere diverst videnskabelige miljø herhjemme – og det ville uden tvivl også højne den videnskabelige dannelse hos de fremtidige generationer, som både politiske og pædagogiske fortalere har sukket efter så længe…

Eksemplarer

Her har naturhistorien virkelig et mægtigt fortrin, for eksemplarer er nemlig genstande – eller teoretiske eksempler – der illustrerer de øvrige disciplinære elementer, så de bliver fordelagtige skoleeksempler. Naturhistoriens genstande er jo nogle af de mest ikoniske og bjergtagende man kan finde i den videnskabelige verden – her tænker jeg især på fossilerne! Hvem har ikke følt ærefrygt over at betragte et enormt dinosaurskelet på et museum, eller ydmyghed over at finde et millioner år gammelt fossil på stranden? Men for at disse eksemplarer skal være perfekte skoleeksempler, skal de også helst kunne illustrere en bestemt videnskabelig pointe.

I palæontologi er det vigtigste i den forbindelse nok mellemformerne. Mest berømt er Archaeopteryx – øglefuglen – som har anatomiske træk fra både dinosaurer og fugle, og derfor var med til at etablere ideen om at fugle kunne været udviklet fra dinosaurerne! Dermed åbnede fundet af Archaeopteryx også op for ideen om at dyregrupperne ikke nødvendigvis var færdigskabte [fra Guds hånd], men derimod [igennem en lang række udviklingstrin] havde udviklet sig fra en fælles stamform til de mange grupper, slægter og arter vi ser i dag.

Archaeopteryx – Berliner eksemplar

Archaeopteryx blev fundet allerede i 1861, hvor sådanne tanker stadig var spæde og kontroversielle, men i dag ved vi at alle arter og nye fund i virkeligheden bare befinder sig et sted på en udviklingsrække der aldrig stopper med at udvikle sig. Selv vores egen menneskelige evolution er ikke, som af og til hævdet, gået i stå – men tværtimod speedet up, fordi vi i dag har mulighed for at bruge en masse teknologiske hjælpemidler til at påvirke både individers livsduelighed, men også deres videreførelse af gener. At fjerne et gen der koder for sygdom i en bestemt familie for eksempel, er ikke at sætte sig ud over evolutionen; men tværtimod at udføre evolutionen, og gøre en hel familie bedre egnet til at overleve og skabe levedygtigt afkom (om man finder det etisk korrekt eller ej, det er så en anden sag!).

I undervisning er der selvsagt god brug for at forstå disse mekanismer, for også fremadrettet at kunne navigere i en stadig mere teknologisk og menneskepåvirket naturlig verden. De fysiske genstande i palæontologien er eksemplariske til at illustrere alle de netop beskrevne undervisningselementer som faget kan bidrage med i naturfagsundervisningen. Problemet med fossiler som genstande er bare at de er unikke og sjældne, og derfor som oftest ikke findes som fast inventar i naturfagslokalerne.

Dette er der dog råd for, da de ikke behøver at være hverken ægte eller gigantiske for at virke efter hensigten. Modeller af en række mindre kranier eller skeletter fra uddøde dyr – eventuelt i kombination med udstoppede moderne dyr – kan let købes ligeså billigt som laboratorieudstyr til fysik og kemilokalet, og selv hvis sådanne indkøb bliver for omstændige, kan øvelser også udføres ud fra billeder, eller evt. ved brug af apps som dén Statens Naturhistoriske Museum udviklede til deres skoletjeneste om menneskets evolution (menneskedyret.dk), og som er frit tilgængelig for alle. Endelig kan øvelser i undervisningen selvfølgelig, med fordel, suppleres op med besøg på et af de mange naturhistoriske museer eller science centre der udstiller ægte fossiler – for det giver nu alligevel en særlig forståelse at betragte, men allerhelst også at interagere med – fysiske genstande, som både kan måles, vejes og sanses.

Opsamling

Opsummerende kan det til sidst konkluderes at vores analyse af palæontologi som undervisningselement i det formelle skolesystem, understøtter ideen om en genindførelse af naturhistoriske discipliner i skolen

Den viser at det ville have nævneværdigt gavnlige effekter i forhold til at perspektivere de mere alment anerkendte eksperimentelle metoder, og til at forstå den til stadighed mere komplekse verden vi lever i. Vi mener der er evidens for at det ville højne den naturvidenskabelige dannelse.

For at sådanne fag succesfuldt kunne genindføres i pensumplanerne, ville det dog kræve en indsats, også i uddannelsen af lærere og undervisere på de forskellige niveauer. Omstillingen ville ikke være enorm, men en grundig indførelse i den naturhistoriske metode og specifikke retorik, ville som minimum være en nødvendighed for at projektet kunne lykkes – og for at den naturhistoriske forståelse ikke ville drukne i den eksperimentelle diskurs der er blevet så fastetableret i skolesystemet i dag.

For at læse vores oprindelige artikel om emnet; klik her:
https://journals.uio.no/index.php/nordina/article/view/5253?fbclid=IwAR34D0ILKvQDfLUzpb1BJtdkBgVK0SER1S55Oj7_NK-n7YfUQSEd6lo3L8I

Hvordan [læren om] DINOSAURER kan være med til at redde verden

Da jeg påbegyndte mit PhD projekt, var det med den ydmyge mission at jeg ville redde palæontologien fra at uddø (i uddannelsessystemet; og dermed også i resten af samfundsbevidstheden).

Lykkedes det så? Ja, i hvert fald lykkedes det at finde argumenterne for hvorfor palæontologien bør reddes!

Palæontologien kan nemlig i sidste ende redde os! Ikke direkte – standse klimaforandringer og den slags – men indirekte, i kraft af dens evne til at danne os til historisk refleksion (essentiel fremtidsforberedende egenskab), og til at tænke pluralistisk i vores syn på videnskaben og dens metoder.

Naturhistorie kontra eksperimentelle videnskaber

I dag er naturhistorien som metodisk tilgang stort set uddød. Vi er skolet til at tænke naturvidenskab som eksperimenter i kontrollerede miljøer (fx laboratorier), og til at tænke videnskabelig metode som en kogebogsopskrift hvor man igennem fastlagte trin kan opnå sikker ny viden. Det er der heller ikke noget forkert i. De eksperimentelle videnskaber – og deres metode – har spillet en stor og vigtig rolle i den europæiske videnskabshistorie siden Newtons tid. Men det er bare ikke nok. Videnskaben er meget bredere – og har mange flere ansigter end dét.

Den naturhistoriske metode er egentlig den oprindelige naturvidenskab. Den observerer og beskriver naturen, og beskriver ligeledes spor fra fortiden med henblik på at forklare hvad der lå til grund for fortidige hændelser, fx at arter uddøde, at bjergkæder foldede sig op, etc. 

For at forklare begivenheder der foregik i fortiden må man som udgangspunkt opstille alle de forskellige forklaringsmuligheder der kunne være mulige, og derefter målrette sin undersøgelse efter at afklare hvilken af disse ’hypoteser’ der så er den mest sandsynlige. Af og til dukker nogle afgørende spor op så en enkelt af hypoteserne bliver så godt som ’bevist’.

Hvordan uddøde dinosaurerne?

For eksempel havde forskerne i mange år flere forskellige hypoteser der forsøgte at forklare hvorfor dinosaurerne uddøde. En af dem var at en gigantisk meteor havde slået ned i Jorden!

Da amerikanske forskere omkring 1980 opdagede at det berømte fiskeler i Stevns Klint indeholdt så store mængder iridium at det kun kunne have sin oprindelse udenfor Jorden, var det et afgørende bevis for at en asteroide faktisk havde banket ind i Jorden, netop da fiskeleret blev dannet [samtidig med at dinosaurerne tilsyneladende forsvandt]. Et så afgørende fund kaldes for en rygende pistol (eller en smoking gun).

Siden fandt man også et nedslagskrater ud for Yucatan-halvøen i Mexico, og sidst – men ikke mindst – har man for ganske nylig (marts, 2019) gjort et opsigtsvækkende fund af marine dyr, som er omkommet i en gigantisk tsunami på selve dagen hvor meteoren slog ned. Der er eksempelvis fundet fisk med glaspartikler i mund og gæller som følge af den ’glasregn’ der var en konsekvens af det katastrofale nedslag.

En asteroide slog ned i Jorden for 65 mio. år siden

Ingen kan længere være i tvivl om at en meteor slog ned i Jorden på det samme tidspunkt som dinosaurerne forsvandt. Om det så var den eneste grund til at de uddøde kommer vi aldrig til at vide med sikkerhed, men at det var en (stor) del af grunden kan der, efter disse tre fund, ikke længere herske nogen tvivl om.

Den videnskabelige metode’

Men denne metodiske tilgang med at undersøge bevismateriale for at teste flere forskellige hypoteser minder mere om en kriminaldetektivs arbejde, end om den såkaldte videnskabelige metode vi lærer i skolen. Her har man nemlig kun én hypotese, der derefter testes i en række kontrollerede forsøg, indtil man finder et tilfredsstillende resultat der enten be- eller afkræfter den testede hypotese (kogebogsmetoden).

Fortidige begivenheder kan af mange gode grunde ikke opstilles i et kontrolleret forsøg. At genskabe et gigantisk meteornedslag for at studere dets konsekvenser for livet på Jorden, ville nok kræve et lidt for omfattende laboratorium, og hvad vigtigere er: En så monolitisk tilgang til videnskab – med kun én anerkendt metode, vil fremavle en ligeså monolitisk og homogen tankegang, og dermed forhindre alternative ideer i at opstå.

Når et sprog uddør i verden, dør også en verdensanskuelse og en unik kognitiv erkendelsesplatform. Det samme er tilfældet når et ‘videnskabeligt sprog’ uddør. Lingvistisk analyse af eksempelvis lærebøger til skolebrug, viser at selvom naturhistoriske emner behandles, så er de ofte beskrevet i termer der hører hjemme i den eksperimentelle videnskabsdiskurs.

Sådanne termer er givetvis de eneste forfatterne og de fleste undervisere i naturfag har lært. Her er en forudsigende (prædiktiv) retorik fremherskende, fordi den passer ind i det eksperimentelt undersøgende miljø, hvorimod en sammenlignende, forklarende og validerende retorik som egner sig bedre til at udtrykke de historiske videnskaber, er langt mindre udbredt på såvel seminarier som i folkeskolen.


Konsekvensen er at de historiske grene af naturvidenskaben let kommer til at fremstå ‘mindre videnskabelige’ hvis de, for det første er udtrykt indenfor en forkert sproglig ramme, og for det andet bliver sat op imod det meget simplistiske syn på videnskaben som en kogebogspraksis jo er.

Dét kan have konsekvenser hele vejen op igennem systemet, og i sidste instans betyde at videnskabelig kompleksitet degraderes – og at specifikke grene helt underprioriteres, og dermed får problemer med at finde økonomisk støtte, opretholde forskning og ultimativt ansætte specialiserede undervisere, hvorved den dårlige spiral igen fortsættes.

Det var i grove træk hvad jeg oplevede skete med palæontologien, dengang jeg selv var studerende.

Museerne som redningsplanke

Heldigvis opdagede jeg at der var ét sted hvor palæontologien ikke blev underprioriteret; nemlig i museumsverdenen. Jeg begav mig ind i denne verden med en mission om at redde mit gamle fag – og forhåbentlig derfra på sigt at få bragt det tilbage på skolebænken.

Størstedelen af min forskning har derfor beskæftiget sig med dinosaurer i udstillinger, men som det vil kunne læses i det følgende blogindlæg vil palæontologien også – helt uden problemer – kunne egne sig til at indgå i moderne tiders skolepensum, og dermed være med til at udvikle vores fremtidige generationers evne til tænke diverst [SÅ DE I SIDSTE ENDE KAN BLIVE BEDRE TIL AT REDDE BÅDE SIG SELV OG VERDEN].

Læs meget mere om dinosaurer – i skolen – i næste måned…

Stoler du på din egen ‘videnskabelige kompetence’?

Hvilken følelse har du egentlig, når du bliver konfronteret med videnskabeligt stof i din dagligdag?

Det kan være via medierne – når der igen er ny revolutionerende viden om sundhed, klima, etc. Når du gerne vil sætte dit kryds ved en politiker som gør det ’rigtige’ i forhold til landbruget – eller bare når du skal svare på dine børns kloge og nysgerrige spørgsmål om verdens og universets beskaffenhed…

Hvis du af og til føler dig utryg eller usikker på dine egne evner til at overskue dette faglige stof, så er du langt fra alene. Men fat mod – for mine PhD resultater viser nemlig at der er en god chance for at din ’videnskabelige kompetence’ er højere end du selv er klar over.

Læs videre nedenfor…

Den ’videnskabelige kompetence’ kaldes på fagsprog for scientific literacy, og den dækker over en paraply af definitioner, hvoraf man skelner mellem videnskabsfolk med specialiseret videnskabelig kompetence indenfor deres eget felt, og almen kompetence for almindelige mennesker til at bruge faglig viden til at træffe beslutninger. Det kan enten være af praktisk eller økonomisk karakter i deres egne individuelle liv, eller af kulturel eller demokratisk karakter i forhold til at bidrage til større beslutninger i samfundet.

Derudover kan den videnskabelige kompetence også måles som den grundindstilling man har til fagligt stof. Om man synes det er svært, kedeligt, spændende, relevant – og i hvor høj grad man er villig til at sætte sig ind i svært stof for at kunne træffe disse vigtige beslutninger.

Mit PhD projekt undersøgte to dinosaurudstillinger, som begge havde en særlig tilgang til at formidle det faglige stof, så det kunne appellere til gæsternes ’videnskabelige kompetence’. Denne tilgang gik ud på at præsentere videnskaben som en proces [science in the making] frem for en række ’produkter’ bestående af genstande og endegyldige sandheder [ready-made science], som ellers er den gængse museumstilgang.

Science in the making tilstræber at fremstille videnskaben som den dynamiske og evigt korrigerende praksis den er, enten ved simpelthen at udstille den praktiske proces (som fx dinosaurekspeditionen på Geocenter Møns Klint) eller den teoretiske proces, som så også fremstiller at forskerne gætter og tager fejl engang imellem (som var et af temaerne på den anden udstilling jeg undersøgte fra Experimentarium).

Mig – i Experimentariums dinosaurudstilling ‘Følg Sporet’ – 2012

I mit projekt undersøgte jeg så gæsternes videnskabelige kompetence (i forhold til det indhold udstillingerne handlede om), og desuden om denne kompetence passede sammen med gæstens egen oplevelse af egne kompetencer – og her blev jeg faktisk temmelig overrasket over mine egne resultater!

Jeg kendte til et par tilsvarende australske studier, hvor en forskergruppe havde undersøgt gæsternes kompetencer og selvoplevede kompetencer i forbindelse med besøg på hhv. et klassisk naturhistorisk museum og et klassisk science center – begge hvor videnskaben blev fremstillet som ready-made science (i form af genstande og fakta på museet, og universelle fænomener på science centret). I disse studier pegede alle resultater på at gæsterne selv oplevede en stigning i deres videnskabelige kompetence, efter de havde besøgt et museum eller et science center.

I mine studier – og jeg lavede tre forskellige undersøgelser med tre forskellige metoder – pegede alle resultater derimod på at den oplevede kompetence var lavere end den kompetence jeg rent faktisk kunne registrere (bl.a. via sprogbrug, attitude og erfaringsnarrativer). Noget kunne altså tyde på at denne tilgang med at præsentere den videnskabelige proces, med al dens usikkerhed og foranderlighed, fik folk til at tvivle på deres egne evner i højere grad end de burde. Det lyder jo ikke umiddelbart som nogen god ting – eller gør det? [Det var i hvert fald ikke hvad jeg havde forventet!!]

Det er vigtigt at folk opbygger en selvtillid der gør at de tør handle og agere i den komplekse verden vi lever i, og hvis museer og science centre kan bidrage med dette, er det rigtig fint. Omvendt har vi dog også brug for en befolkning der kender til den komplekse praksis indsamlingen af videnskabelig viden er. Hver gang nye analyser af klimadata eller befolkningsstatistikker vender op og ned på hvad vi troede vi vidste, er det vigtigt at man som almindelig borger kan gennemskue hvordan disse ’analyser’ er foretaget, og om man mon skal tage dem med et gran salt inden man går i panik. At man har et basalt kendskab til hvordan videnskab som praksis fungerer!

Vi bliver konstant bombarderet med informationer vi skal tage stilling til, og selvom det kan føles utrygt at vide at i morgen kan billedet have ændret sig igen – så er der dog også en tryghed i at lære at se igennem retorikken, og i bedste fald at kunne tage demokratiske beslutninger ud fra et videnskabeligt grundlag man selv har taget aktivt stilling til. At tage aktivt stilling til noget, betyder næsten altid at føle en vis grad af usikkerhed og tvivl – også for forskere.

Så næste gang du støder på alle videnskabens komplekse usikkerheder – eller dit barns svære spørgsmål om hvordan verden opstod – så prøv bare at lege med spørgsmålet som en udfordring. Tal om de forskellige forklaringsmuligheder, erkend at man ikke kan vide alting, og se netop dette som et skridt på vejen til at vide og forstå mere!

Science in the making er også noget der kan foregå inde i dig…

Hvordan viden – og praksis – også må tilpasse sig for at overleve

Når du støder på videnskabelig viden – enten i en bog, i medierne eller i en udstilling – har de faglige pointer sandsynligvis forandret sig en smule siden den oprindelige videnskabsmand/kvinde udforskede og beskrev dem.

De har nemlig på daværende tidspunkt allerede været igennem adskillige niveauer af omskrivninger, hver med hensigt om at tilpasse sig målgrupper stadig fjernere fra det oprindelige videnskabelige miljø.

Lidt teori

I naturfagsdidaktikken er der en vigtig teori der beskriver hvordan ny viden undergår en sådan trinvis transformation før de videnskabelige pointer til sidst når et format hvor de kan formidles til enten elever i skolen – eller til folk der ikke selv har en videnskabelig baggrund.

Denne teori hedder den Antropologiske Teori om Didaktik (ATD), og den er udviklet af en franskmand ved navn Chevallard.

Selve transformationen af viden kaldes den didaktiske transposition, og den beskriver hvordan forskerens oprindelige fagviden først må finde en form hvor den kan formidles videre til resten af forskningsmiljøet (det sker ofte skriftligt i videnskabelige tidsskrifter). Dernæst kan denne – nu officielle – viden så skrives om, så den kan forstås også udenfor forskermiljøet – og på sigt måske indgå i lærermateriale til undervisningsformål. I så fald må det faglige indhold igen tilpasses af den enkelte lærer, så det passer ind et givent lærerforløb – ofte med mundtlig formidling som primær læreform – og til sidst omdannes den nye viden så igen til ny personlig viden hos modtageren.

Den didaktiske transposition – forenklet og oversat fra Chevallard, 1991

Denne modtager kan meget vel være en elev i skolen, men hvis vi inddrager de uformelle læringssteder kunne det også være en seer af et dokumentarprogram i tv – eller i mit tilfælde en besøgende på et museum.

Som nævnt skiller museumsmediet sig ud ved at præsentere sin viden i tredimensionel form, og der er derfor udviklet en særlig version af modellen som kaldes den museografiske transposition.  

Museografisk transposition

Her bliver den faglige viden i stedet omskrevet til den såkaldte drejebog (eller curatorial brief) der som oftest produceres inden det egentlige udstillingsdesign sættes i gang, og som danner udgangspunktet for det samarbejde udstillingsgruppen, eventuelle fonde og eksterne aktører skal til at indgå.

Indholdet i denne drejebog bliver så i designfasen omformet til et tredimensionelt format der, forhåbentlig – i hvert fald til en vis grad – er tilpasset en særlig målgruppe (se forrige indlæg om faktorer der påvirker designfasen).

Hvorvidt den faglige viden der benyttes stammer fra niveau 1, 2 eller 3 i den didaktiske transposition, afhænger dog af situationen. Da Geocenter Møns Klint og undertegnede designede et digitalt udgravningsspil til vores dinosaurudstilling, brugte vi rå-viden direkte fra en forskningsekspedition (altså niveau 1).

Udgravningsspillet på Geocenter Møns Klint

Dette var dog en unik mulighed vi kun havde fordi vi selv havde planlagt og udført ekspeditionen, mens de fleste fagligt seriøse udstillinger bruger viden fra videnskabelige tidsskrifter (niveau 2), eller sjældnere fra populærvidenskabelige fremstillinger (niveau 3), hvor indholdet dog allerede har fjernet sig så meget fra kilden at detaljer kan være slørede eller forvrængede.

Brobygning mellem teori og praksis

I udstillingsdesign i dag er der ikke meget dialog mellem teori og praksis. Dermed er der heller ikke mange udstillingsdesignere der kender til denne didaktiske transposition, eller det øvrige teoretiske grundlag der arbejdes med i den fagdidaktiske forskningsverden.

I min PhD forsøgte jeg at bygge bro mellem denne teoretiske didaktik – og den praksis der udføres på museumsinstitutioner landet over [ja, også i udlandet], idet manglende viden om disse trinvise omformninger af viden i bedste fald kan føre til tabte pointer – og i værste fald til forvrængninger af de faglige pointer, så gæsterne opfatter noget helt forkert når de møder den færdige udstilling (som det bl.a. ses i et studie af Mortensen, 2010).

Omvendt har naturfagsdidaktikken og den teoretiske forskning også haft kvaler med at studere udstillinger og læringssituationer som var de naturvidenskabelige fænomener (hvad de jo ikke er – de hører snarere hjemme under menneskevidenskaberne), og på den måde har begge verdener haft svært ved at rumme hinandens kompleksiteter.

Løsningen ligger dog lige for, spørger man mig:

Udstillingsdesign skal hverken gribes an som hovedløs praksis, hvor evaluering først udføres på den færdige udstilling, og i øvrigt aldrig – eller sjældent – bruges aktivt i nye designsituationer. Ej heller som et naturvidenskabeligt fænomen der kan studeres som et fysikforsøg med et forudsigeligt forløb eller en kampfisk i et akvarium.

Næh, udstillingsdesign – mine Damer og Herrer – er en slags ingeniørkunst, og skulle hellere fra starten integrere både håndværk, didaktisk teori, pædagogiske principper og disciplinære egenskaber (se også forrige indlæg).

Anså både didaktikere og designere designfasen for at være en ’videnskab’ i sig selv, kunne man i langt højere grad samarbejde for at optimere resultatet og de færdige udstillinger til alles – ikke mindst gæsternes – fordel.

Hvis arter tilpasser sig deres miljø – og viden gør det samme – så må udstillingsdesignere og didaktikere vel også kunne gøre det;-)

Hvor mange usynlige medspillere har påvirket den udstilling du besøger?

Når du besøger en udstilling med et videnskabeligt indhold eller budskab, tænker du måske ikke umiddelbart over hvordan den pågældende udstilling er skabt.

Hvordan indholdet er blevet udvalgt – eller hvordan de faglige pointer er blevet pakket ind så de kan præsenteres tredimensionelt i rummet eller tiltale særlige målgrupper. 

Men det gør faktisk en stor forskel for hvordan du opfatter det præsenterede indhold – og det var netop derfor jeg øremærkede et helt kapitel af mit PhD projekt, til at studere designprocessen af dén dinosaurudstilling jeg i sin tid deltog i på Geocenter Møns Klint.

Niveauer af indflydelse på udstillingsdesign

Hierarkiet af niveauer der påvirker udstillingsdesign (efter Achiam og Marandino, 2014)

Når en museumsinstitution skal tage beslutninger om indhold og form på kommende udstillinger, er der en masse forskellige behov og begrænsninger der påvirker dels valget af emner, men også de måder emnerne behandles på.

Disse behov og begrænsninger kommer fra mange forskellige niveauer som starter helt oppe i samfundet, bevæger sig ned igennem institutionens egne behov, for til sidst at slutte ved de kommende gæster – deres forventninger og eksisterende eller ikke-eksisterende baggrundsviden om det formidlede indhold.

I tilblivelsen af den dinosaurudstilling jeg studerede på Geocenter Møns Klint, var der en arbejdsgruppe der repræsenterede stort set alle de niveauer af eksterne og interne påvirkninger der har indflydelse på en sådan proces (se hierarkiet til højre).

Gruppen bestod altså ikke af forskere og fagfolk (den klassiske løsning), men derimod af en blandet flok tekniske begavelser, kommunikationsuddannede, formidlere – og så eksterne konsulenter til det faglige. Dette skulle vise sig at være en fordel, da den diverse gruppe, udover at kunne imødekomme flere forskellige behov fra hierarkiet ovenfor, også kunne samarbejde uden at overtræde hinandens enemærker og kompetencer.

Jeg vil nedenfor ganske kortfattet ridse op hvordan disse niveauer af behov og begrænsninger kan have indflydelse på skabelsen af et udstillingsdesign.

Samfundsniveauet

På øverste niveau finder vi de eksterne faktorer. Fra samfundets side kan skabelsen af en udstilling være påvirket af eksempelvis økonomiske støtteordninger med specifikke krav (statsstøtte, fondsstøtte, VPAC-ordningen, etc.) eller den kan være påvirket af lokale fredninger af enten bygninger eller naturområder – og i nogle tilfælde også af samarbejdet med andre institutioner.

Da dinosaurudstillingen på Geocenter Møns Klint blev designet, var processen altså både påvirket af at skulle indfri forventningerne fra de fonde der havde sponsoreret udstillingen, af at den gamle hotelbygning hvor udstillingen skulle bygges er bevaringsværdig (og ligger midt i beskyttet natur), og af at de udstillede genstande officielt var lån fra Statens Naturhistoriske Museum, som derved også havde holdninger til hvordan fossilerne skulle håndteres.

Institutionsniveauet

I institutionen selv findes til gengæld en mængde interne faktorer der kan påvirke udstillingsindhold ud fra museets faktiske muligheder i forhold til plads, samlinger, pædagogiske forankringer eller disciplinære forpligtelser.

Geocenter Møns Klint er eksempelvis – som nævnt – en institution der indeholder både elementer fra den udforskende pædagogik fra science centre samt den genstandsbaserede pædagogik fra traditionelle museer, hvorfor begge elementer helst bør indgå i stedets udstillinger [se forrige blogindlæg om ’Hvad er et hybridmuseum?].

Det er også en institution med en stærk disciplinær forpligtigelse, idet formidlingen af disciplinen geologi er stedets primære formål.

Dette kommer til udtryk både i de permanente udstillinger som formidler geologien på Møns Klint interaktivt og udforskende – og i dinosaurudstillingen som er mere fagligt forankret i fossilerne og i formidlingen af udgravningsekspeditionen som et videnskabeligt eventyr på en eksotisk lokalitet [Østgrønland, red.].

Indgangen til dinosaurudstillingen på Geocenter Møns Klint
DEN FØRSTE DANSKE DINOSAUR

Gæsternes forhåndsviden

Men skabelsen af en udstilling resulterer jo i sidste ende i en brugeroplevelse, og derfor er de fremtidige brugere – altså udstillingens gæster – også en væsentlig (men desværre ofte underkendt) faktor i sådanne designprocesser.

Gæsterne kommer ikke med en tom tavle, ej heller med forskerens forhåndsviden om emnet, og det er derfor essentielt både at have et indgående kendskab til sin målgruppe og til de særlige didaktiske egenskaber der måtte knytte sig til det indhold man præsenterer den for.

Alt for ofte bliver udstillinger kun [didaktisk] evalueret med tilbagevirkende kraft – altså ved at spørge publikum efterfølgende hvad de synes om den færdige udstilling, og det er en skam!

For hvis man allerede i designfasen kendte mere til målgruppens særlige forventninger og behov, foruden det specifikke fags didaktiske egenskaber, kunne man inkorporere disse egenskaber meget mere effektivt i den færdige udstilling, og dermed have langt bedre chancer for at målrette de faglige pointer til sine gæster.

I mit tilfælde lavede jeg en dybdegående analyse af faget palæontologi – for at forstå hvilke egenskaber lige præcis denne disciplin indeholder i forhold til formidlingssituationer og forskellige målgrupper [denne analyse bliver præsenteret i et kommende blogindlæg], hvorimod min tidligere PhD-fælle, Line, i stedet lavede brugeranalyser parallelt med skabelsen af ‘sin’ udstilling Made in Space på Planetariet i København.

På denne måde kunne Line løbende integrere brugernes reaktioner og forventninger ind i det nye udstillingsdesign, som derved endte med at se væsentlig anderledes ud end forskernes oprindelige udkast. Astrofysik hører til de allertungeste naturvidenskabelige emner at formidle, og hvad designgruppen antog for basalt eller letforståeligt, blev simpelthen i visse tilfælde misforstået eller fravalgt af målgruppen, og måtte derfor præsenteres på nye måder for at kunne indgå i den færdige udstilling.

Planetariet endte altså med at etablere et unikt samarbejde mellem de astrofysiske udstillingsdesignere og en didaktisk forsker for at imødekomme gæsterne. Læs mere om det nytænkende koncept her:  https://www.magisterbladet.dk/aktuelt/2018/november/forskerhjaelp-aabnede-doeren-til-en-stoerre-maalgruppe

Den færdige udstilling

Designprocessen af en udstilling er altså et produkt af – ikke kun sin tid, som det så ofte fremlægges – men også af hele sin omverden – lige fra samfundets strømninger til gæsternes baggrundsviden og lige fra institutionens pædagogiske forankring til fagets didaktiske egenskaber. Alle disse faktorer er usynlige medspillere i skabelsen af en hvilken som helst udstilling, og det er vigtigt som udstillingsansvarlig at have dem alle for øje i sin planlægning, så man kan prioritere og integrere de forskellige behov.

Så når du næste gang besøger et museum, så kig evt. rundt og se udstillingen med designernes øjne. Har de taget hensyn til dig som publikum? Har de taget hensyn til sponsorerne? Til bygningen? Har de gjort indholdet levende – eller præsenteret det som en kostbar skat?

Intet er tilfældigt, men nogle gange er resultatet mere vellykket end andre!

Hvad er et hybrid museum?

Et museum er ikke bare et museum!

I dag er museer meget mere end bare samlinger af objekter bag glasmontrer og med forklarende plader med tekst (som jeg også nævnte i et af de allerførste indlæg på denne blog).

Museer og Science Centre

Den traditionelle museumstype findes dog stadig, og den er stadig afholdt – ikke mindst i kategorien af klassiske naturhistoriske museer, som de fleste af os elsker – og som vi [når alt kommer til alt] ønsker skal forblive som de var i vores egen barndom, så vi kan begejstre vores børn, som vi også selv blev begejstrede [studier har vist at denne nostalgiske tilgang fra publikums side faktisk afholder disse museer fra at udvikle sig didaktisk i samme grad som de måske kunne tænke sig].

Men i dag er mange flere museumstyper kommet til.

Et godt eksempel er science centre, geocentre – og forsøgscentre – der alle formidler [natur]videnskab med en stærkere forankring i et pædagogisk afsæt der bl.a. indbyder publikum til selv at udforske, eksperimentere og lege sig til ny viden eller videnskabelige aha-oplevelser. Denne type museum opstod for første gang i San Fransisco, hvor Dr. Frank Oppenheimer i 1969 åbnede sit ’Exploratorium’, og i Danmark åbnede det første tilsvarende science center ’Experimentarium’ i 1991, og har siden været en inspiration for andre og mere specialiserede centre.

Det hybride Geocenter Møns Klint

Geocenter Møns Klint, hvor min egen forskning er foregået er, som navnet antyder, et science center, men med et specialiseret fokus på formidling af geologi – hvor de klassiske science centre fokuserer mere på formidling af grundlæggende videnskabelige principper og naturlove.

Geologien adskiller sig fra de klassiske naturfag (som fysik, kemi og matematik), ved at tilhøre de historiske videnskaber (ligesom biologi), som studerer begivenheder og eksemplarer som er unikt formet af et specifikt historisk forløb. For eksempel er et atom i fysikken altid og uden undtagelse bygget op på præcist samme måde (en universel ’type’) mens en biologisk organisme eller et klippestykke ikke har en universel form, men i stedet er resultatet af en række unikke hændelser i deres skabelse og på deres vej igennem verden (et individ eller et ’token’). Geocentre kan dermed – som udgangspunkt – ikke formidle videnskabelige ’grundprincipper’ på samme måde som science centre.

Geocenter Møns Klint er derfor også et godt eksempel på et hybrid museum. I udstillingerne er der montrer med eksemplarer af sten og fossiler, men der er også interaktive opstillinger hvor publikum selv kan prøve kræfter med naturen, eller de kan med forskellige virkemidler rejse tilbage til dinosaurernes tid eller prøve at være en dinosaur, en vandrefalk eller en dinosaurforsker på udgravning.

Scene fra Triastiden i dinosaurudstillingen på Geocenter Møns Klint

I mit PhD projekt undersøgte jeg en række institutioners grundlag for at lave dinosaurudstillinger, og heriblandt også deres tilhørsforhold til enten det artefakt-centrerede naturhistoriske museum eller det pædagogisk forankrede science center.

Ikke overraskende er der stort set ingen institutioner der i dag befinder sig udelukkende på den ene pol. Selv det mest traditionelle museum har i dag elementer der inddrager gæsterne i formidlingen, og selv de mest klassiske science centre fremviser i skiftende grad udstillinger hvor objekter er vigtigere end interaktion (på Experimentarium har man eksempelvis af flere omgange udstillet Body Worlds – hvor man absolut ikke må røre ved de udstillede menneskekroppe).

Ægte dinosaurknogler eller ej?

Men det overraskende mønster var dog ikke at alle institutioner tilnærmer sig en hybrid status, men derimod at de science-center-fødte hybride institutioner der havde valgt at lave dinosaurudstillinger, i højere grad tilnærmede sig det traditionelle museum end den explorative pædagogik de ellers selv udsprang fra.

Hvor Experimentarium, der dengang havde en dinosaurudstilling med ægte knogler, ikke tillagde disse knogler nogen nævneværdig værdi (for dem var det mere vigtigt at gæsterne kunne lege sig til viden), så tillagde hybrid-institutionerne (deriblandt Geocenter Møns Klint) fossilerne enorm værdi. Dinosaurknogler og andre fossiler var både vigtige i skabelsen af en autentisk stemning for publikum, men også i kraft af deres unikke forskningsværdi.


Tyrannosauren Trix på science centret Naturalis i Leiden, Holland

Denne tilgang til autentiske objekter er helt identisk med den man finder hos de naturhistoriske museer. Traditionelt er disse museer også selv forskningsinstitutioner, der udover at varetage samlinger fyldt med unikke genstande, også selv laver forskning på dem. De genstande der bliver udstillet på et stort museum er ofte kun en brøkdel af samlingens kapacitet – og det er i denne genstandsstolthed man skal finde grundlaget for dén type museum med montrer som vi alle kender så godt.

Så selvom man umiddelbart skulle tro at det var denne tilgang der var den forældede, i forhold til den mere inddragende science center pædagogik, så var der altså noget der tydede på – i hvert fald hos de hybride institutioner jeg undersøgte – at autentiske genstande og unikke objekter igen rammer et behov – enten for at institutionen kan positionere sig som seriøst museum, eller for at publikum bedre kan finde en jordforbindelse i videnskabens verden. Måske er det lettere at forholde sig til en genstand, end til ideen om et universelt princip man ikke kan se med det blotte øje? Måske især i disse hektiske moderne tider, hvor ganske meget af vores tid i forvejen foregår i abstrakte og digitale verdener?

Det er heller ikke utænkeligt at årsagen til dette mønster kan findes i dinosaurudstillingens natur. At de selvsamme institutioner der som udgangspunkt formidlede hands-on naturvidenskab, i mødet med den palæontologiske disciplin oplevede et behov for at tillægge autentiske fossiler og deres unikke historier større værdi.

I min PhD lavede jeg både en analyse af palæontologien som formidlingsdisciplin, og en masse empiriske undersøgelser af udstillingsformatet – for blandt andet at afdække dette spørgsmål. Det er disse resultater jeg bl.a. vil præsentere jer for på denne blog henover de næste måneder.

PS: Dinosaurudstillingen med ÆGTE knogler fra grønlandske dinosaurer og andre fortidsdyr kan stadig ses og opleves på Geocenter Møns Klint – men skynd dig; for når de er færdige med at bygge museum på Grønland skal de hjem, og så bliver der altså lidt længere rejsetid for at se dem (i hvert fald hvis man bor i Danmark).

En skriveboble finder sin plads

Sommeren synger på sidste vers (selvom vi knapt har kunnet høre sangen i år for bare regn), og her ved indgangen til både mit femogtredivte år OG det sidste halve års PhD slutspurt, føles det derfor HELT rigtigt endelig at være flyttet ind på min helt egen (formelle) kontorplads i Observatoriets måske skønneste rum, med udsigt over haven (læs: botanisk) – og med det yndigste lille runde vindue, indrammet af skrå loftsbjælker.

Kontoret udefra (det runde vindue)

Da jeg selv stadig kun bruger kontoret to ud af fem døgn (ja, inklusive aftener når jeg endelig er derinde!) om ugen, er det tilmed rart at min kontorfælle er både plante- og hyggeekspert – og derfor har indrettet det lille skråloftede lokale med inspirerende vægudsmykning, potteplanter og hængekøje. På den måde bliver springet fra den uformelle sofaplads til den formelle kontorplads også knap så barskt – og jeg ved bare at dét kontor kommer til at blive den perfekte ramme for de sidste 6 måneders kampskriveproces.

Kontoret indefra – på indflytningsdagen.

Jeg er færdig med alt det diffuse dataindsamling og med kurser og netværkspligter. Nu er der kun skriveprocessen tilbage, og det er det jeg elsker mest. Jubiii – endelig kan jeg lukke mig inde i PhD-boblen – i hvert fald de par dage om ugen jeg er på kontoret – og nørde igennem (og så selvfølgelig vende frisk og arbejdstilfredsstillet tilbage til børnefamilien på Møn).

Jeg holder selvfølgelig bloggen her opdateret undervejs som skriveriet skrider frem…

Vi skrives ved – fra bobleland

Skal man eje en stor dinosaur for at være et ordentligt naturhistorisk museum?

Vi kender alle til de store naturhistoriske museer i New York, London og Paris.

Selvom vi måske ikke har besøgt dem selv, så ved vi at der hos dem er mulighed for at se store dinosaurskeletter med egne øjne (og drømmer vi mon ikke alle sammen en lille smule om at besøge disse legendariske museer og deres dinosaurer, hvis vi ikke allerede har gjort det?).

Men hvad er det med de store dinosaurskeletter der trækker i os som store fortidsmagneter?

I Europa er der netop nu en trend hvor mange af de mindre naturhistoriske museer og science centre også gør en stor indsats for at kunne præsentere dinosaurer for folket. Min egen institution, Geocenter Møns Klint, er ingen undtagelse. Her tog man i 2012 på dinosaurekspedition, for selv at udgrave – og siden udstille, dinosaurer fra Grønland, som på sigt måske kan være medvirkende til at få stablet et naturhistorisk museum i Nuuk på benene, så dyrene kan udstilles i deres eget hjemland.

I november 2016 var vi på studietur i Leiden, hvor Naturalis tilsvarende netop har deltaget i en udgravning i Montana, og efterfølgende købt rettighederne til den T.rex – Trix – der blev fundet og udgravet i den forbindelse. Trix er nu kørt på verdensturné imens Naturalis ombygger deres lokaler, men hun bliver stensikkert den helt store hovedperson når de nye udstillinger åbner i helt nye bygninger i 2019.

Også på Museum für Naturkunde i Berlin har man sidste år fået en ny T.rex – Tristan – installeret. I dette tilfælde venligst udlånt – også fra Montana – og med forsknings- og udstillingsrettigheder i adskillige år ud i fremtiden.

Statens Naturhistoriske Museum i København er ligeså godt med på trenden, og købte i 2013 en stor Diplodocus på en auktion, som vi alle siden har lært at kende som ”Misty”. Ja, selv Givskud Løvepark har valgt at lave en animatronix ”safaripark” med dinosaurer i naturlig størrelse i deres allerede eksisterende park, så man kan opleve levende og uddøde dyr side om side. Det samme gjorde i øvrigt Aalborg Zoo for et par år siden.

Fælles for alle disse dinosaurer er at de ikke er naturligt hjemmehørende det sted de er udstillet, men er blevet ”tilvalgt” som udstillingselement, fordi der tilsyneladende er en værdi tilknyttet store dinosaurer som regnes for ”obligatorisk” hvis man vil profilere sig som en ”ordentlig” naturhistorisk formidlingsinstitution. Men hvori ligger denne værdi? Hvorfor er disse uddøde dyr så store trækplastre som de er, og så store inspirationskilder for vores fantasi som de er?

Jeg har aldrig lagt skjul på at deres effekt virker på mig, men jeg vil den næste tid også prøve at skrive rundt til ovennævnte institutioner og se om jeg kan få nogle ord på hvorfor deres beslutningstagere har valgt at investere så mange kræfter og penge på erhvervelsen af store dinosaurer i form af enten autentiske skeletter, mekaniske modeller eller begge dele…

Kvalitative kvaler

Som naturfagskvinde er det begrænset i hvor stort omfang jeg er stødt på kvalitativ metode.

Denne ”humanistiske” tilgang til forskning er selvsagt ikke regnet for særlig valid i langt de fleste naturvidenskabelige forskningsprojekter, hvor man jo netop ikke studerer mennesker og deres uforudsigelige færden.

En af de få undtagelser er dog, som nævnt i forrige opslag, naturfagsdidaktikken som jeg nu selv har givet mig i kast med.

Her studerer man nemlig interaktionen mellem ”mennesker” og den naturvidenskabelige verden som forskningsfelt og ikke mindst som læringsplatform.

I den forbindelse bliver det pludselig aktuelt at beskæftige sig med kvalitativ analyse, således at ”kvaliteten” af eksempelvis et læringsforløb kan undersøges og karakteriseres.

Set med naturvidenskabelige briller kan det dog stadig være svært at omstille sig fra det plenipotente objektive blik, til den konstruktivistiske og subjektive virkelighed der åbenbarer sig i menneskenes verden.

Her er alle sandheder relative, og alle resultater åbne for fortolkning. Selvom dette jo faktisk også er gældende i naturen og universet, så holder vi naturfagsmennesker alligevel af at tænke på virkeligheden som noget man – langt henad vejen – kan beskrive og forklare med logik og to streger under.

I modsat fald bliver vi lidt utrygge, og selve grundpræmissen for ”konstruktivismen” er derfor en smule angstprovokerende for sådan en som mig…

Jeg har dog, som nævnt, netop deltaget i to forskellige PhD-kurser om sociologiske redskaber og kvalitativ metode, og følt mig som den eksotiske gæst i begge tilfælde.

På mit eget institut beskæftiger folk sig også med didaktik, men de er alle naturfagsuddannede, og befinder sig dermed i den samme forståelsesdynamik som jeg selv.

Måske kan man beskrive naturfagsdidaktikken som lidt mere pragmatisk af natur, hvor de sociologiske videnskaber i mange tilfælde tager afsæt i psykologiske – og (selvsagt) samfundsrelaterede (læs: konstruerede) årsager og virkninger.

Jeg synes især det psykologiske afsæt er dragende og spændende, mens jeg til stadighed har en følelse af at ”konstruktivismen” er en virkelighedsopfattelse vi mennesker har fundet på, og placeret i den ”rigtige” virkelighed (=naturen).

Jeg er helt klar over at folk med samfundsvidenskabelig baggrund har den modsatte opfattelse, nemlig at naturen bare er en ”kulisse” for den virkelige, menneskelige verden – og det er en diskussion jeg ofte har muntret mig med over et par glas rødvin, med folk fra den ”menneskelige verden”.

I mit konkrete forskningsprojekt bliver det dog mennesker – og deres oplevelser med en ”til udstillingsformål konstrueret natur” der er det centrale, og jeg må derfor hellere indstille mig på at forholdet mellem virkelighed og konstruktion er mere komplekst end som så, og at jeg må forholde mig til konstruerede virkeligheder som afspejlinger af de oprindelige (virkeligheder) – og tilmed at opfattelsen af disse afspejlinger er variable fra subjekt til subjekt…

At forholde sig objektivt til disse subjektive virkelighedsopfattelser, må være den ypperste opgave for en naturfagsdidaktiker, og jeg glæder mig til en masse kvalitative kvaler med Kvale og co. i den nære fremtid:-D