På gensyn

Så er 2015 snart ved at rinde ud, og således også mit andet år som PhD-studerende. Det tredje og sidste år bliver med et års tids forsinkelse, da jeg er på barselsorlov i hele 2016!

Jeg vil således glæde mig til at vende stærkt tilbage i 2017, med nye blogindlæg – og nye tanker om udstillingsformidling, designprocess og dinosaurer som repræsentanter for naturhistorie i skole, museum og samfund. Hav det godt så længe.

Rigtig glædelig jul – og godt nytår!

Vi ses i 2017

Eliza Jarl Estrup

Den japanske skole?

Der bliver talt meget om den danske folkeskole i disse dage, og så meget mere interessant er det selvfølgelig at følge et PhD-kursus hvor omtrent halvdelen af kursisterne, samt to af underviserne, har forskningsfelter omhandlende det japanske skolesystem kontra det danske/skandinaviske.

I Japan følger grundskolelærerne et system som gør brug af en veludviklet para-didaktisk ramme. Dvs. at hvis selve undervisningen er lig med ”den didaktiske handling” – altså noget viden der (forhåbentlig) bliver overført fra underviser til elev – så er det para-didaktiske system dét der omkranser selve undervisningshandlingen – altså hvor ’viden om undervisning’ bliver overført fra én underviser til den anden, før og efter undervisning.

I det japanske eksempel har undervisere i eksempelvis matematik et omfattende fællesskab, hvor de jævnligt mødes til såkaldte ”lesson studies”, hvor der grundigt bliver diskuteret undervisningsmetoder til specifikke matematiske problemer; metoderne afprøves på hinanden, og i slutningen af et forløb af gentagne lesson studies, afholdes ”open lessons” hvor en hel gruppe relevante deltagere bevidner selve undervisningen hos en given lærer, efter tur. Efter dette omfattende forløb afholdes også efterfølgende ”lesson studies”, hvor undervisningen bliver analyseret og bearbejdet.

Alle japanske lærere er en del af dette system, og resultatet er bl.a. en meget ensartet undervisning, hvor alle har en fælles tilgang til et givent problem, samt føler sig trygge i deres stof og deres metode inden undervisningsstart.

I modsætning til dette har danske folkeskolelærere en meget privat tilgang til deres undervisning. Ingen kommer inden for døren til klasselokalet, med mindre det er højst nødvendigt, og den eneste samtale om undervisningsmetoder, er som regel i frokostpauserne, hvor det oftest er nemmere at diskutere ”hvordan man bruger et givent program” end ”hvorfor lykkedes min undervisning ikke lige i dag? ”. Danske lærere er simpelthen skolede til at undervisning er noget individuelt den enkelte lærer må finde ud af med sig selv. Det giver selvfølgelig en meget divers undervisning, og kan være noget positivt, men det kan også nemt gøre den enkelte lærer usikker på sit stof – især hvis stoffet består af svære matematiske problemløsninger, som helst skal løses på en elegant didaktisk måde, frem for med en traditionel tekstbogsbaseret tilgang til undervisning, som i disse dage ikke anses som den mest fordelagtige didaktiske metode.

Så hvilket system virker bedst? Det omfattende og samarbejdende para-didaktiske system hvor eleverne er sikre på at modtage en gennemarbejdet vare, eller det individualistiske system hvor højere frihedsgrader kan give både mere kreative, men især også mindre kreative udkast i kraft af at hver eneste lærer skal opfinde den dybe tallerken i hvert eneste emne de underviser i?

Vi er kendte i Danmark for at skifte folkeskolesystem som regeringerne blæser, men måske var det i stedet en idé at fokusere på at hæve undervisningsformerne i skolen fra det pædagogiske til det didaktiske niveau, så den enkelte undervisning havde rødder i dets specifikke fagfelt, i højere grad end i de grundlæggende pædagogiske værktøjer, som er fælles for alle fag? En af løsningsretningerne kunne være øget lærersamarbejde og erfaringsudveksling, uden at vi af den grund behøvede at blive ligeså ensartede som i den japanske skole? Dette er faktisk nogenlunde det samme som jeg, med mit forrige meta-blogindlæg, foreslog i forhold til virksomhedserfaringsudveksling via blogindlæg og andre digitale platforme!

Fællesskab er ikke nødvendigvis et skældsord længere – heller ikke i selvstændigheds-Danmark; tror jeg nok!?

Metablogindlæg – om blogindlæg

…og deres formidlende og kommunikative egenskaber

Blog

Nærværende blog er et forsøg på at gennemsigtiggøre min egen videnskabsproces om videnskabsproces i udstillinger. Altså en slags metablog!

Det bliver mere og mere almindeligt at museer og andre formidlingsinstitutioner udvider deres formidling til også at indbefatte et online-rum, dels til kommunikation med stedets gæster – afhængig af mediet kan denne kommunikation være ensrettet (fx blogs) eller interaktiv (fx facebook). Men også dels til intern kommunikation, hvilket både kan være en sidegevinst, eller noget bevidst i sites design. Ifølge Studedahl og Smørdal (2015), er denne trend med til at lave oplyse den ”skjulte praksis”, som ligger bag ethvert stykke formidlingsarbejde, samt at fremme forståelsen for det nye demokratiske museum, som åbner op for helt nye tilgange til museum-publikums-kommunikation.

I Studedahl og Smørdals studie fra Norge, havde en bådbyggers blog om historisk bådebyggeri på det Maritime museum i Oslo, en utilsigtet effekt i form af øget kommunikation imellem museets forskellige afdelinger. Det er interessant hvordan en stor institution med mange afdelinger kan have svært ved at kommunikere på tværs, mens alle afdelinger er interesserede i at følge med i den offentlige blog – og dermed bliver engagerede i nye perspektiver på deres institution og dens forskellige arbejdsformer. En sådan dynamisk udvikling ville være fordelagtig mange steder. For mit eget vedkommende er jeg en del af en meget lille institution, med høj gennemsigtighed, og ingen afdelinger. Om nærværende blog kan være med til at øge forståelsen for arbejdspraksis medarbejdere imellem, må jeg lade være et åbent spørgsmål herinde! Giv endelig lyd medkolleger – hvis I får dette budskab… HALLOOOOO!!!

Intet svar!?!

I næste måned skal jeg deltage på et kursus, som bl.a. kan være med til at udvikle strategier for rent faktisk at få kolleger og fagfæller til at læse og bruge online-sites som dette, for på den måde at udveksle erfaringer på en dynamisk måde. Så må vi se om der bliver større respons til den tid :-)

Metahilsener

Jeres – erhvervsPhDstuderende

Med naturhistorien på konference

Jeg har været så heldig i denne måned, at være på en stor konference i Helsinki.

Det var en ESERA konference om Science Education (naturfagsdidaktik), og jeg havde en poster med om min aktuelle kæphest vedrørende genindførelsen af naturhistorie i naturfagsundervisningen, både herhjemme – men faktisk overalt på kloden, hvor den er blevet fortrængt af de mere populære eksperimentelle videnskaber.

Som nævnt i afsnittet ”Videnskabsproces” (se længere nede), er den naturhistoriske metode (at observere og beskrive naturen) ganske anderledes end den eksperimentelle (at teste naturen i kontrollerede laboratorieforsøg). I naturhistorien opsætter man nemlig adskillige  hypoteser, og undersøger så hvilke ”spor” der er afsat, fx fra fortiden (fossiler). Derefter bruger man disse spor til, hvis muligt, at aflede den mest sandsynlige af hypoteserne. Den kalder man populært for ”the smoking gun”.

I modsætning til dette, arbejder de eksperimentelle naturvidenskaber som fysik og kemi, i stedet med blot en enkelt hypotese, som de i gentagne tests forsøger at eftervise, for til sidst at sandsynliggøre hvor rigtig hypotesen var. Man kan altså sige at begge metoder opererer med at sandsynliggøre en bestemt hypotese.

Men hvor de eksperimentelle forskere forsøger at spå om fremtiden (hvilket resultat regner jeg med at få), så er naturhistorikerne mere privilegerede; idet sporene fra fortiden rent faktisk findes (dog kan de være få, skævt fordelt, helt eller delvist ødelagte) – men der er alt andet lige flere spor fra fortiden end fra fremtiden. Det har en klog naturhistoriefortaler (Cleland) i flere artikler kaldt for ”the time asymmetry of causation”.

Hvorfor det er vigtigt at bevare begge metoder og naturfagstilgange i det danske samfund (og uddannelsessystem), kan fx handle om at det kan være en praktisk evne at have, at kunne forstå den omgivende verden ud fra sporene den afsætter – også for den almindelige borger (scientific literacy). Men det handler især om at jo mere forskelligartet den videnskabelige praksis i et givent samfund er, jo mere robust er den også. Jo flere forskellige tanker kan der dermed også blive tænkt – hvorimod vi risikerer at gå glip af væsentlige nye tanker og opdagelser, hvis hele den videnskabelige verden kun anser den eksperimentelle metode for den ”rigtige”, og dermed også kun underviser i denne, mens alle andre tilgange negligeres.

Jeg har derfor fremlagt, på min poster i Helsinki, at både samfund og uddannelsessystem, har brug for naturhistorien som en del af den videnskabelige praksis, også i kraft af den historiske rolle den har spillet for naturvidenskab generelt; samt at jeg gerne foreslår palæontologi som en værdig kandidat til genindførelse af dette!

Eliza poster

mvh Eliza – ph.d, palæontolog og naturfagsdidaktiker

Palæontologi som formidlingsobjekt…

Hvorfor overhovedet beskæftige sig med palæontologi – kunne nogen måske spørge – en videnskab der undersøger dyr og planter der levede for millioner af år siden?

For mit vedkommende startede passionen allerede da jeg var et lille barn. Som treårig skiftede jeg børnebøger ud med dinosaurbøger, som det i øvrigt sker hos mange (især drenge-)børn, men blev dog – modsat mange af de andre dinosaurbørn – hængende i palæontologien også ind i voksenlivet.

Eliza Jarl Estrup, Pælæontolog     

Mig og T. rex – På Experimentarium

For mig handler fascinationen især om det faktum at en helt anderledes og eventyrlig verden har eksisteret her, lige hvor vores egen virkelighed i dag befinder sig, og at man kan finde rester af denne verden i sedimenter og bjergarter lige under vores fødder – eller i bjergsider og klinter – og så forsøge at genskabe den, både ved hjælp af fossiler, og ved brug af logisk og kreativ tankegang i kombination.

Højrumsskærm - Triaslandskab

Rekonstruktion af et landskab fra Triastidens Grønland

Som nævnt i afsnittet om ”Videnskabsproces” skriver palæontologien sig ind i den naturhistoriske tradition, og selvom denne ofte er mindre anerkendt i både forskerkredse og undervisningsforløb (beskrevet i samme afsnit), så indeholder palæontologi faktisk en del elementer der gør den særlig velegnet til formidling af netop den naturhistoriske videnskabsmetode.

For eksempel bliver fossilpuljen fortsat større og større, fordi der kontinuerligt findes nye fund rundt omkring i verden, som alle tilføjer ny viden til vores samlede billede af fortiden. Eftersom de naturhistoriske hypoteser har en mere ”forklarende og forudsigende” natur, end de ”afprøvende” eksperimentelle videnskaber, så giver denne konstante tilførsel af nyt materiale en ligeså konstant revidering af eksisterende hypoteser, og et derfor hurtigere og mere dynamisk forløb end i mange af de andre videnskabsfelter.

4) 105

Kinesisk udgravning (2011) i Yixian, Liaoning: Provinsen – med de mange nye fund af dinosaurer med fjer

Palæontologisk viden (langs en eller anden gren) vil derfor næsten altid være aktuel i en grad der gør formidling af processen både tidsnær og konkret, i forhold til læring i dels de formelle, men også i de uformelle læringsmiljøer (se afsnittet ”Hvad er naturfagsdidaktik?”).

Senest er det debatten om udvikling fra dinosaur til fugl der har været det topaktuelle paradigmeskift. Den er foregået løbende i medier (og endda i skønlitteratur) i de forløbne 10-15 år, og gør sig derfor udmærket som kandidat for levende forskningseksempler i en given formidlingssituation.

1) archeopteryx  S

Archaeopteryx “Øglefuglen” som var forskernes første bindeled mellem fugl og krybdyr (fundet allerede i 1861)

Også dinosaurernes gradvise udvikling, afspejlet i de talrige fossilfund, gør sig glimrende som formidler af evolutionsprocesser i det hele taget – så vi ikke ender i amerikanske, kreationistiske tilstande, i hvilke evolutionstankegang lider trange kår, på bekostning af befolkningens videnskabelige kompetence (eller omvendt).

Der er i hvert fald masser af argumenter for at formidle palæontologi – som en måde at lære naturhistorisk tankegang – og for at formidle naturhistorisk tankegang for at forbedre den videnskabelige kompetence (”scientific literacy”), som hjælper befolkningen til en demokratisk kompetent livsførelse i vores videnskabeligt funderede samfund (se afsnittet om dette).

Tillige er den praktiske forskningsproces på en dinosaurudgravning – eller når knoglerne skal udpræpareres fra klipperne – også dejlig konkret og håndfast, modsat verdensfjerne forskningsobjekter som fx astronomiens eller abstrakte fænomener som fx de fysiske love, og derfor ligeledes velegnet til at formidle videnskabsproces på en samtidig jordnær og eksotisk måde (dinosaurudgravninger foregår ofte på fjerne, eksotiske steder som fx Grønlands vildmark, Gobiørkenen eller på forrevne klippekyster Jorden rundt).

IMG_3853

Geocenter Møns Klints dinosaurudgravning (2012) i Jameson Land, Østgrønland (her: Lejr 2 – Plateosaurudgravningen)

De mange visuelt appetitlige artefakter – i form af knogler, skeletter og sporfossiler – udgør også et tiltalende materiale til fremvisning, i både skoleforløb – men da så sandelig i udstillingsøjemed. Så er palæontologien alt i alt velegnet som forsknings- og formidlingsfelt? Det tror jeg nok den er, så kom endelig i gang med at reflektere over fortidige tider, besøg en udstilling eller grib hammeren og kom ud og besøg en fossillokalitet nær dig!

Jeg er i skrivende stund på vej mod barselsorlov, så opdateringer på nærværende blog, samt hele det ellers spændende forskningsprojekt om palæontologisk udstillingsformidling, må desværre sættes på pause i en periode. Men jeg vender selvfølgelig stærkt tilbage med mere videnskabsdidaktik, så snart der er nyt under solen…

God sommer så længe – og på orlovsophørlig genlæsning næste år

Eliza

Hvad er Naturfagsdidaktik?

Når min blog er navngivet “didaktisk forskning ved Geocenter Møns Klint”, var det måske relevant nok, at bruge et par ord på at forklare hvad didaktik – og særligt naturfagsdidaktik – overhovedet er:

Didaktik er ”læren om formidling”.

Altså en videnskab der undersøger forudsætninger og virkemidler for formidling (eller undervisning) i forskellige situationer og hos forskellige målgrupper, selvfølgelig med henblik på at forstå og forbedre læring under nogle givne rammer.

I den forbindelse har skolesystem og læring for børn og unge logisk nok været i fokus, men i den senere tid er der også kommet fokus på formidling i uformelle miljøer, som fx på science centre, museer, tv eller internetsites.

Museumsgæster som målgruppe kunne derfor også ligeså vel være voksne, familiekonstellationer eller forskelligartede typer af samfundsgrupper, som det kunne være skolebørn. Den uformelle læring kan ofte kræve en helt anden didaktisk metode end gængs skoleundervisning, og eftersom de uformelle, ofte selvvalgte, læringsmiljøer i dag spiller en stadig voksende rolle i vores samlede vidensopsamling gennem livet, er dette nye forskningsfelt i kraftig vækst for tiden.

Naturfagsdidaktik er specifikt læren om naturfaglig formidling og undervisning, og Institut for Naturfagenes Didaktik (IND) er den største didaktiske forskningsenhed i Danmark, på trods af naturfagenes trange kår i undervisningssystemet og erhvervslivet de senere år. Givetvis endda opstået som reaktion på denne tendens – som da også endelig ser ud til så småt at være vendt.

Der er i øjeblikket et stigende fokus på netop naturfagsundervisning, og en øget søgning blandt studerende på udvalgte naturfag.

IND forsker netop i de særlige udfordringer der er ved at lære naturvidenskabelige fag, både på folkeskole- gymnasie- og universitetsniveau, samt i de uformelle læringsmiljøer, og derfor har mine to faglige vejledere til huse på dette institut:

http://www.ind.ku.dk .

 

“Scientific literacy”

Scientific literacy kan lettest oversættes til ”videnskabelig kompetence” på dansk, og har oprindeligt været et udtryk for egenskaber knyttet til at forstå naturvidenskabelige fænomener og opsætte videnskabelige forsøg.

En sådan kompetence besidder de færreste til fulde, og både skolesystemer og offentlige holdninger til naturvidenskab har været tynget af at denne kompetence var svært opnåelig.

Scientific literacy

I den senere tid er der dog i fagmiljøet opstået en supplerende definition af begrebet scientific literacy, som med et par forklarende termer kan kaldes bl.a. ”demokratisk scientific literacy” eller ”kulturel scientific literacy” (Shen, 1975; Henriksen og Frøyland, 2000), og hvori der tillægges en større betydning til kompetencer udi at benytte naturvidenskabelig grundviden som en del af sit dagligliv som samfundsborger, til bl.a. at træffe aktive demokratiske beslutninger eller til at handle ansvarligt overfor både sit eget, andres og klodens helbred.

Eftersom disse egenskaber hos befolkningen er værdifulde for samfundet som sådan, kaldes denne nye definition også for ”økonomisk scientific literacy”(Henriksen og Frøyland, 2000).

Disse ret forskelligartede definitioner bliver af Douglas Roberts i bogen ”Handbook of research on Science Education” (2007) præsenteret som hhv. Vision I – den oprindelige definition, og Vision II – den nye og mere humanistiske, men også sværere målbare definition.

Det er især den mere befolkningsvenlige Vision II som er interessant indenfor udstillingsdesign, hvis udstillinger gerne skulle appellere bredt, men faktisk bliver den også i stigende grad introduceret til skole- og uddannelsessystemerne, eftersom skolen i højere grad har som formål at uddanne samfundsborgere end egentlige forskere.

Scientific literacy som alment dannende naturvidenskabelig kompetence (Vision II) har derfor hovedfokus i dette projekts analyse af publikumsreaktioner efter besøg på dinosaurudstillinger, og det er mit håb at besøget på en af “mine” to udstillinger, har givet eller giver sine gæster en form for grundviden eller sammenhæng i videnskabelig tankegang, som de på en eller anden måde kan tage med sig videre ud i livet…

Videnskabsproces

Eliza Jameson Land, Østgrønland    Mig – på ekspeditionen i Østgrønland

I disse dage er det Forskningens Døgn – og i den forbindelse var jeg i går på Vordingborg Bibliotek og holde et par foredrag om vores grønlandsekspedition og min egen forskning om udstillingen på Geocenter Møns Klint. En lille udløber af vores dinosaurudstilling er nemlig i samme åndedræt åbnet på netop Vordingborg Bibliotek, bl.a. med fremvisning af et par fossiler og vores udgravningsarbejde på Grønland.

Som beskrevet tidligere her på siden, er videnskabsproces en vigtig del af både vores udstilling og min Ph.D.forskning, og det er derfor relevant først og fremmest at forstå hvordan palæontologisk videnskabsproces adskiller sig fra andre felters (for det er jo dén vi synes er spændende, når vi har med udstillinger om dinosaurer at gøre!).

Den videnskabelige proces der ligger bag naturvidenskabelig viden, kan foregå på mange måder. Groft skåret kan man dele naturvidenskabelige forskningsfelter op i to grundtyper:

Den mest velkendte er den eksperimentelle forskningsproces, hvor forskeren opstiller et forsøg for at efterprøve et fænomen eller en resultatrække. Forsøget kan derefter efterprøves, både af forskeren selv, eller andre der læser den publicerede artikel med forsøgsbeskrivelsen.

Den anden type kaldes den naturhistoriske forskningstype. Her undersøger forskeren hændelser og fænomener der er foregået i fortiden, og derfor ikke kan efterprøves i et forsøg (man kan for eksempel ikke gentage meteoren der slog ned i Kridttiden, for at se hvilke konsekvenser nedslaget havde!).

Palæontologi, samt mange former for geologi og astronomi, er selvsagt indbefattet i denne gruppe, og derfor er de ofte, både af andre forskere og af den almene befolkning, anset for ”mindre videnskabelige” end de eksperimentelle forskningstyper. Det er dog ikke rigtigt, eftersom den naturhistoriske forskning kan opstille hypoteser, og teste dem i ligeså høj grad som de eksperimentelle forsøg kan – blot i omvendt rækkefølge (Cleland, 2002, 2002; Turner, 2007; Gray, 2013).

fysikkolber  Eksperimentelle kolber

I et naturvidenskabeligt eksperiment opstiller man et forsøg, og høster deraf et resultat med enten positivt eller negativt udfald i forhold til den opstillede hypotese. Derefter gentager man forsøget en række gange, mens man tester for påvirkning fra faktorer af forskellig art, indtil man føler sig overbevist om at det fremkomne resultat er stabilt, og ikke skyldes uforudsete faktorer, som man har glemt at tage stilling til i sit forsøg. Det er dog umuligt at være 100 % sikker på at man har alle faktorer med, og det er derfor ligeledes umuligt at få et 100 % sikkert resultat indenfor naturvidenskaben, selvom forskerne meget gerne vil give udtryk for at deres forskning er skudsikker.

I den naturhistoriske forskning er der ligeledes heller aldrig noget der er 100 % sikkert, idet rester fra fortiden kan være alt fra forvrængede i fremkomst eller fremtoning til helt fraværende. Her benytter forskeren sig i stedet af metoder som minder om en detektivs eller en kriminalforskers. Hun leder efter de spor fra fortiden som måtte være bevaret, og som kan bruges som bevismateriale til den opstillede hypotese. Her er forskeren heldig, fordi der ofte kun skal få spor til at pege på et bestemt forløb. Detektiven behøver ikke mere end et enkelt glasskår, for at blive bestyrket i sin teori om at en rude er blevet knust, men jo flere spor han finder efter hændelsen, jo mere sikkert kan han aflede sine resultater.

Da palæontologerne længe havde diskuteret årsager til dinosaurernes uddøen, bestyrkede kraterfundet af den samtidige meteor i Mexico deres teori om at et nedslag fra rummet kunne have været udløsende faktor. Da man tilfældigvis senere fandt store mængder iridium i askelag over hele kloden fra denne tid, blev teorien yderligere bestyrket, idet iridium i disse mængder udelukkende findes i meteorer og i jordens indre. Det er derfor sikkert at nedslaget har haft globale konsekvenser, men om det var den definitivt udslagsgivende faktor for den store masseudryddelse, kan kun betragtes som en teori med en mængde ret overbevisende evidensmateriale. Præcis ligesom resultaterne fra en opstillet eksperimentel forsøgsrække!

asteroid-impact    Nedslaget (65 mio. år)!

Eftersom naturvidenskaben altid har været fremstillet som en fortløbende udredning af universelle sandheder om naturens beskaffenhed, og den publicerede videnskabelige litteratur gør et stort nummer ud af at fremhæve dette igennem blandt andet retorik og terminologi (modsat humaniora som gør et stort nummer ud af at påvise social konstruktion og de menneskelige egenskaber bag al deres forskning), så har befolkningens holdning også været at naturvidenskab dels var 1) endegyldigt sand, og 2) for svær for den almene borger at forstå og udføre (guddommeligt arbejde virker så uoverskueligt!).

Derfor er nye tilgangsvinkler til formidling af videnskab – både i skolen og på uformelle læringssteder – begyndt i højere grad at inddrage den videnskabelige proces som en del af formidlingsstrategien. Dette involverer både den teoretiske dimension hvor naturvidenskab fremstilles som en dynamisk proces med svingende hypoteser og paradigmeskift som evig præmis, men også den praktiske dimension, hvor den lærende part forstår at det konkrete arbejde der udføres, faktisk udføres at rigtige mennesker, og at alle, i princippet ville være i stand til at udføre det samme eller noget lignende.  Det være sig både laboratoriearbejde eller fx udgravningsarbejde som i palæontologiske udgravninger.

Naturvidenskab består altså ikke (kun) af uforståelige fænomener og endegyldige sandheder om komplekse virkeligheder. Selvom det langt fra er alle der får brug for at udføre praktisk naturvidenskabeligt arbejde, er det en vigtig egenskab for alle i det moderne samfund, at forstå de grundlæggende principper bag naturvidenskabelig forskning. På den måde kan man bedre tage stilling til samfundets vigtige spørgsmål vedrørende natur, miljø og folkesundhed, og handle og vælge derefter, til vinding for både sig selv og samfundet som helhed.

Jeg håber at alle der er nået helt til bunds i dette blogindlæg, har fået blod på tanden til at tage ud og opleve den levende videnskab – enten i den virkelige verden eller på en af de nye udstillinger med videnskabsproces i fokus. En grønlandsekspedition var for eksempel ikke nogen kedelig start – så kom endelig forbi Møns Klint og se vores udstilling om dinosaurer og udgravningsarbejde;-)

IMG_4071

Dinosaurudstillinger

Dinosaurudstillinger har altid tiltrukket og begejstret publikum i alle aldre. Der er noget helt særligt over at stå overfor et enormt fortidsdyr som har levet for mange millioner år siden, og eftersom denne motivationsfaktor for udstillingsbesøget i forvejen eksisterer, hvorfor så ikke udnytte gæsternes opmærksomhed til at åbne op for selve dinosaurforskningen som naturvidenskabeligt felt?

Den klassiske dinosaurudstilling fremviser enten storslåede skeletter eller såkaldte animatronix dinosaurmodeller som kan bevæge sig mekanisk og evt. sige lyde. Studier er foretaget på begge slags udstillinger, og det viser sig at de bevægelige animatronix modeller faktisk er lige så effektive til at begejstre børn, som dyrene i zoologisk have er (Tunnicliffe, 2000) – blot med større mulighed for at kontrollere oplevelsens karakter (levende dyr er så uforudsigelige i deres adfærd).

Desuden har studier observeret brede forekomster af frugtbar dialog forældre og børn imellem blandt netop dinosaurskeletter på Natural History Museum, London (Palmquist and Crowley, 2007). Det interessante i dén forbindelse er at pågældende undersøgelse fandt et omvendt læringsforhold i de særlige tilfælde hvor såkaldte ”ekspertbørn” havde deres forældre med på dinosaurmuseum. I disse tilfælde indtog forældrene spontant den lærende part, mens barnet (på godt og ondt) fik lov til at dele ud af sin viden.

Der findes mange ”ekspertbørn” som interesserer sig for netop emnet ”dinosaurer”, og derfor er der også en relativ høj andel af disse repræsenteret i dinosaurudstillinger i forhold til andre udstillinger med andre udstillingstemaer.

Også overfor denne målgruppe vil det være interessant at brede udstillingstemaerne i dinosaurudstillinger ud til at indeholde mere end blot de udstillede dinosaurer, men eksempelvis også noget mere videnskabsproces, så gæsternes videnskabelige kompetence (scientific literacy) kan udfordres på nye måder.

Udstillingsdesign – et forskningsfelt?

Plateosaur.jpg

Traditionelt har museer og udstillinger været steder hvor man fremviste artefakter, ofte i glasmontre og udstyret med tekstforklarende skilte. Dette gælder også dinosaurudstillinger, som altid har hørt under de mest populære af slagsen.

Naturhistoriske museer har desuden traditionelt handlet om at fremvise den fantastiske videnskabs frembringelser og fremskridt, helst i ufejlbarlig fremstilling, så publikum kunne beundre og fryde sig over den forunderlige naturvidenskab og dens dygtige forskere.

I moderne tid er dog opstået nye behov for museumsformidling, og publikum i dag forventer at være en aktiv del af de udstillinger de besøger, samt helst at lære noget mens de bliver underholdt. Det sætter helt nye krav til udstillingsdesignere, og en helt ny videnskab om hvordan man med forskellige virkemidler i selve designet af en udstilling, kan opnå forskelligartede resultater, er opstået i kølvandet på den traditionelle didaktiske forskning i skolesystemet (det formelle læringsmiljø). Disse virkemidler inkluderer blandt andet formidlingsmetoder som interaktivitet, konkurrenceaktivitet og sanseoplevelser, som i dag er i høj kurs på de uformelle læringsinstitutioner.

Mit didaktiske ph.d. projekt skriver sig ind i denne nye bølge af formidlingsforskning i uformelle læringsmiljøer, og håber på ultimativt at kunne udarbejde en model for optimering af udstillingsdesign med særligt henblik på dinosaurudstillinger og videnskabsproces.

Dinosaurudstillingerne ”Den første Dinosaur” på Geocenter Møns Klint og ”Dinosaurerne – Følg Sporet” på Experimentarium, er hovedforskningsobjekter i denne proces.