Da jeg påbegyndte mit PhD projekt, var det med den ydmyge mission at jeg ville redde palæontologien fra at uddø (i uddannelsessystemet; og dermed også i resten af samfundsbevidstheden).

Lykkedes det så? Ja, i hvert fald lykkedes det at finde argumenterne for hvorfor palæontologien bør reddes!

Palæontologien kan nemlig i sidste ende redde os! Ikke direkte – standse klimaforandringer og den slags – men indirekte, i kraft af dens evne til at danne os til historisk refleksion (essentiel fremtidsforberedende egenskab), og til at tænke pluralistisk i vores syn på videnskaben og dens metoder.

Naturhistorie kontra eksperimentelle videnskaber

I dag er naturhistorien som metodisk tilgang stort set uddød. Vi er skolet til at tænke naturvidenskab som eksperimenter i kontrollerede miljøer (fx laboratorier), og til at tænke videnskabelig metode som en kogebogsopskrift hvor man igennem fastlagte trin kan opnå sikker ny viden. Det er der heller ikke noget forkert i. De eksperimentelle videnskaber – og deres metode – har spillet en stor og vigtig rolle i den europæiske videnskabshistorie siden Newtons tid. Men det er bare ikke nok. Videnskaben er meget bredere – og har mange flere ansigter end dét.

Den naturhistoriske metode er egentlig den oprindelige naturvidenskab. Den observerer og beskriver naturen, og beskriver ligeledes spor fra fortiden med henblik på at forklare hvad der lå til grund for fortidige hændelser, fx at arter uddøde, at bjergkæder foldede sig op, etc. 

For at forklare begivenheder der foregik i fortiden må man som udgangspunkt opstille alle de forskellige forklaringsmuligheder der kunne være mulige, og derefter målrette sin undersøgelse efter at afklare hvilken af disse ’hypoteser’ der så er den mest sandsynlige. Af og til dukker nogle afgørende spor op så en enkelt af hypoteserne bliver så godt som ’bevist’.

Hvordan uddøde dinosaurerne?

For eksempel havde forskerne i mange år flere forskellige hypoteser der forsøgte at forklare hvorfor dinosaurerne uddøde. En af dem var at en gigantisk meteor havde slået ned i Jorden!

Da amerikanske forskere omkring 1980 opdagede at det berømte fiskeler i Stevns Klint indeholdt så store mængder iridium at det kun kunne have sin oprindelse udenfor Jorden, var det et afgørende bevis for at en asteroide faktisk havde banket ind i Jorden, netop da fiskeleret blev dannet [samtidig med at dinosaurerne tilsyneladende forsvandt]. Et så afgørende fund kaldes for en rygende pistol (eller en smoking gun).

Siden fandt man også et nedslagskrater ud for Yucatan-halvøen i Mexico, og sidst – men ikke mindst – har man for ganske nylig (marts, 2019) gjort et opsigtsvækkende fund af marine dyr, som er omkommet i en gigantisk tsunami på selve dagen hvor meteoren slog ned. Der er eksempelvis fundet fisk med glaspartikler i mund og gæller som følge af den ’glasregn’ der var en konsekvens af det katastrofale nedslag.

Ingen kan længere være i tvivl om at en meteor slog ned i Jorden på det samme tidspunkt som dinosaurerne forsvandt. Om det så var den eneste grund til at de uddøde kommer vi aldrig til at vide med sikkerhed, men at det var en (stor) del af grunden kan der, efter disse tre fund, ikke længere herske nogen tvivl om.

‘Den videnskabelige metode’

Men denne metodiske tilgang med at undersøge bevismateriale for at teste flere forskellige hypoteser minder mere om en kriminaldetektivs arbejde, end om den såkaldte videnskabelige metode vi lærer i skolen. Her har man nemlig kun én hypotese, der derefter testes i en række kontrollerede forsøg, indtil man finder et tilfredsstillende resultat der enten be- eller afkræfter den testede hypotese (kogebogsmetoden).

Fortidige begivenheder kan af mange gode grunde ikke opstilles i et kontrolleret forsøg. At genskabe et gigantisk meteornedslag for at studere dets konsekvenser for livet på Jorden, ville nok kræve et lidt for omfattende laboratorium, og hvad vigtigere er: En så monolitisk tilgang til videnskab – med kun én anerkendt metode, vil fremavle en ligeså monolitisk og homogen tankegang, og dermed forhindre alternative ideer i at opstå.

Når et sprog uddør i verden, dør også en verdensanskuelse og en unik kognitiv erkendelsesplatform. Det samme er tilfældet når et ‘videnskabeligt sprog’ uddør. Lingvistisk analyse af eksempelvis lærebøger til skolebrug, viser at selvom naturhistoriske emner behandles, så er de ofte beskrevet i termer der hører hjemme i den eksperimentelle videnskabsdiskurs.

Sådanne termer er givetvis de eneste forfatterne og de fleste undervisere i naturfag har lært. Her er en forudsigende (prædiktiv) retorik fremherskende, fordi den passer ind i det eksperimentelt undersøgende miljø, hvorimod en sammenlignende, forklarende og validerende retorik som egner sig bedre til at udtrykke de historiske videnskaber, er langt mindre udbredt på såvel seminarier som i folkeskolen.

Konsekvensen er at de historiske grene af naturvidenskaben let kommer til at fremstå ‘mindre videnskabelige’ hvis de, for det første er udtrykt indenfor en forkert sproglig ramme, og for det andet bliver sat op imod det meget simplistiske syn på videnskaben som en kogebogspraksis jo er.

Dét kan have konsekvenser hele vejen op igennem systemet, og i sidste instans betyde at videnskabelig kompleksitet degraderes – og at specifikke grene helt underprioriteres, og dermed får problemer med at finde økonomisk støtte, opretholde forskning og ultimativt ansætte specialiserede undervisere, hvorved den dårlige spiral igen fortsættes.

Det var i grove træk hvad jeg oplevede skete med palæontologien, dengang jeg selv var studerende.

Museerne som redningsplanke

Heldigvis opdagede jeg at der var ét sted hvor palæontologien ikke blev underprioriteret; nemlig i museumsverdenen. Jeg begav mig ind i denne verden med en mission om at redde mit gamle fag – og forhåbentlig derfra på sigt at få bragt det tilbage på skolebænken.

Størstedelen af min forskning har derfor beskæftiget sig med dinosaurer i udstillinger, men som det vil kunne læses i det følgende blogindlæg vil palæontologien også – helt uden problemer – kunne egne sig til at indgå i moderne tiders skolepensum, og dermed være med til at udvikle vores fremtidige generationers evne til tænke diverst [SÅ DE I SIDSTE ENDE KAN BLIVE BEDRE TIL AT REDDE BÅDE SIG SELV OG VERDEN].

Læs meget mere om dinosaurer – i skolen – i næste måned…