Et museum er ikke bare et museum!

I dag er museer meget mere end bare samlinger af objekter bag glasmontrer og med forklarende plader med tekst (som jeg også nævnte i et af de allerførste indlæg på denne blog).

Museer og Science Centre

Den traditionelle museumstype findes dog stadig, og den er stadig afholdt – ikke mindst i kategorien af klassiske naturhistoriske museer, som de fleste af os elsker – og som vi [når alt kommer til alt] ønsker skal forblive som de var i vores egen barndom, så vi kan begejstre vores børn, som vi også selv blev begejstrede [studier har vist at denne nostalgiske tilgang fra publikums side faktisk afholder disse museer fra at udvikle sig didaktisk i samme grad som de måske kunne tænke sig].

Men i dag er mange flere museumstyper kommet til.

Et godt eksempel er science centre, geocentre – og forsøgscentre – der alle formidler [natur]videnskab med en stærkere forankring i et pædagogisk afsæt der bl.a. indbyder publikum til selv at udforske, eksperimentere og lege sig til ny viden eller videnskabelige aha-oplevelser. Denne type museum opstod for første gang i San Fransisco, hvor Dr. Frank Oppenheimer i 1969 åbnede sit ’Exploratorium’, og i Danmark åbnede det første tilsvarende science center ’Experimentarium’ i 1991, og har siden været en inspiration for andre og mere specialiserede centre.

Det hybride Geocenter Møns Klint

Geocenter Møns Klint, hvor min egen forskning er foregået er, som navnet antyder, et science center, men med et specialiseret fokus på formidling af geologi – hvor de klassiske science centre fokuserer mere på formidling af grundlæggende videnskabelige principper og naturlove.

Geologien adskiller sig fra de klassiske naturfag (som fysik, kemi og matematik), ved at tilhøre de historiske videnskaber (ligesom biologi), som studerer begivenheder og eksemplarer som er unikt formet af et specifikt historisk forløb. For eksempel er et atom i fysikken altid og uden undtagelse bygget op på præcist samme måde (en universel ’type’) mens en biologisk organisme eller et klippestykke ikke har en universel form, men i stedet er resultatet af en række unikke hændelser i deres skabelse og på deres vej igennem verden (et individ eller et ’token’). Geocentre kan dermed – som udgangspunkt – ikke formidle videnskabelige ’grundprincipper’ på samme måde som science centre.

Geocenter Møns Klint er derfor også et godt eksempel på et hybrid museum. I udstillingerne er der montrer med eksemplarer af sten og fossiler, men der er også interaktive opstillinger hvor publikum selv kan prøve kræfter med naturen, eller de kan med forskellige virkemidler rejse tilbage til dinosaurernes tid eller prøve at være en dinosaur, en vandrefalk eller en dinosaurforsker på udgravning.

I mit PhD projekt undersøgte jeg en række institutioners grundlag for at lave dinosaurudstillinger, og heriblandt også deres tilhørsforhold til enten det artefakt-centrerede naturhistoriske museum eller det pædagogisk forankrede science center.

Ikke overraskende er der stort set ingen institutioner der i dag befinder sig udelukkende på den ene pol. Selv det mest traditionelle museum har i dag elementer der inddrager gæsterne i formidlingen, og selv de mest klassiske science centre fremviser i skiftende grad udstillinger hvor objekter er vigtigere end interaktion (på Experimentarium har man eksempelvis af flere omgange udstillet Body Worlds – hvor man absolut ikke må røre ved de udstillede menneskekroppe).

Ægte dinosaurknogler eller ej?

Men det overraskende mønster var dog ikke at alle institutioner tilnærmer sig en hybrid status, men derimod at de science-center-fødte hybride institutioner der havde valgt at lave dinosaurudstillinger, i højere grad tilnærmede sig det traditionelle museum end den explorative pædagogik de ellers selv udsprang fra.

Hvor Experimentarium, der dengang havde en dinosaurudstilling med ægte knogler, ikke tillagde disse knogler nogen nævneværdig værdi (for dem var det mere vigtigt at gæsterne kunne lege sig til viden), så tillagde hybrid-institutionerne (deriblandt Geocenter Møns Klint) fossilerne enorm værdi. Dinosaurknogler og andre fossiler var både vigtige i skabelsen af en autentisk stemning for publikum, men også i kraft af deres unikke forskningsværdi.

Denne tilgang til autentiske objekter er helt identisk med den man finder hos de naturhistoriske museer. Traditionelt er disse museer også selv forskningsinstitutioner, der udover at varetage samlinger fyldt med unikke genstande, også selv laver forskning på dem. De genstande der bliver udstillet på et stort museum er ofte kun en brøkdel af samlingens kapacitet – og det er i denne genstandsstolthed man skal finde grundlaget for dén type museum med montrer som vi alle kender så godt.

Så selvom man umiddelbart skulle tro at det var denne tilgang der var den forældede, i forhold til den mere inddragende science center pædagogik, så var der altså noget der tydede på – i hvert fald hos de hybride institutioner jeg undersøgte – at autentiske genstande og unikke objekter igen rammer et behov – enten for at institutionen kan positionere sig som seriøst museum, eller for at publikum bedre kan finde en jordforbindelse i videnskabens verden. Måske er det lettere at forholde sig til en genstand, end til ideen om et universelt princip man ikke kan se med det blotte øje? Måske især i disse hektiske moderne tider, hvor ganske meget af vores tid i forvejen foregår i abstrakte og digitale verdener?

Det er heller ikke utænkeligt at årsagen til dette mønster kan findes i dinosaurudstillingens natur. At de selvsamme institutioner der som udgangspunkt formidlede hands-on naturvidenskab, i mødet med den palæontologiske disciplin oplevede et behov for at tillægge autentiske fossiler og deres unikke historier større værdi.

I min PhD lavede jeg både en analyse af palæontologien som formidlingsdisciplin, og en masse empiriske undersøgelser af udstillingsformatet – for blandt andet at afdække dette spørgsmål. Det er disse resultater jeg bl.a. vil præsentere jer for på denne blog henover de næste måneder.

PS: Dinosaurudstillingen med ÆGTE knogler fra grønlandske dinosaurer og andre fortidsdyr kan stadig ses og opleves på Geocenter Møns Klint – men skynd dig; for når de er færdige med at bygge museum på Grønland skal de hjem, og så bliver der altså lidt længere rejsetid for at se dem (i hvert fald hvis man bor i Danmark).