I dette indlæg skal vi et lidt mere filosofisk sted hen…
Som tidligere beskrevet, så handlede en stor del af min PhD om de metodiske forskelle mellem den universelt anerkendte ’videnskabelige metode’ (kogebogsmetoden), og den mere forklarende og observerende naturhistoriske metode (læs mere om dette i indlægget: Hvordan [læren om] dinosaurer kan redde verden).
Undervejs i forløbet er det dog gået op for mig at denne monolitiske tilgang til videnskaben ikke kun har konsekvenser for naturhistorien, og dennes trange kår i uddannelsessystemet i dag, men også for hele det humanistiske og samfundsvidenskabelige felt.
Vi bliver med jævne mellemrum konfronteret med overskrifter der pointerer hvordan halvdelen af al publiceret forskning er forkert (den humanistiske halvdel, red.), hvordan de samfundsvidenskabelige studier foregår på alt for løst metodisk grundlag eller som sætter spørgsmålstegn ved om vi kan stole på videnskaben i det hele taget.
Som beskrevet i mit indlæg om scientific literacy (stoler du på din egen videnskabelige kompetence), er det selvfølgelig altid godt at sætte spørgsmålstegn ved videnskabelig praksis, så denne fortsat kan være den dynamiske størrelse vi skal bruge, for at kunne lære af vores erfaringer. Jeg er dog bekymret for om de stillede spørgsmål i førnævnte artikler, ikke i stedet ønsker at fastholde videnskaben i det kogebogsparadigme der i øjeblikket gennemsyrer hele ideen om god videnskabelig praksis.
Den videnskabelige kløft vokser
Kløften mellem naturvidenskab og humaniora er siden videnskabernes fødsel kun blevet dybere og dybere, og i dag er de to forskningsfelter og –metoder, helt uforenelige størrelser som hver især rynker på næsten af hinanden. Det er en skam. Som jeg efterhånden har pointeret en hel del gange, så har vi som samfund brug for en forskerstab der kan tænke pluralistisk og mangfoldigt, så vi ikke risikerer at indskrænke vores mentale potentiale til kun én slags logisk tankegang.
At forskning er falsificerbart er selvfølgelig essentielt i forsøg der behandler matematiske regler eller universelle fysiske fænomener. Hvis sådanne forsøg ikke kan gentages med samme resultat er der selvsagt ikke tale om universelle love. Men at lægge de samme positivistiske krav ned over studier der behandler biologiske individer (i særdeleshed mennesker) eller andre flygtige størrelser er en falliterklæring i forhold til erkendelsen af at fænomener med unik historik (for eksempel levende væsener), er for komplekse til at kunne simplificeres ned til eksempelvis statistisk signifikans.
Jeg kan sagtens se at statistik har en høj anvendelighed i masser af studier, men omvendt bør der også i langt højere grad end i dag, åbnes op for at den fortolkende – eller hermeneutiske – metode kan blive mere anerkendt og velanset!
Hvis man forstår at målet med forskning ikke nødvendigvis er at finde universelle sandheder (hvilket er praktisk talt umuligt), men derimod gradvist at opnå en større og større forståelse for en given mekanisme eller et fænomen – så er man nået langt i inklusionen af såvel naturhistorie som af menneske- og samfundsvidenskaberne.
Og nej, hvis man gentager et psykologisk studie får man ikke nødvendigvis det samme resultat som første gang – da det vil være umuligt at bruge de præcist samme individer i den præcist samme livssituation. Ligeledes er det langt fra givet at man ville få samme resultat hvis man for 65 mio. år siden, i et tænkt parallelt univers, smadrede den samme meteor ned i Jorden som udslettede dinosaurerne. Jeg kunne forestille mig masser af scenarier hvor tilfældigheder afgjorde om lige præcis nogle arter uddøde fremfor andre.
Naturfagsdidaktik i udfordrende krydsfelt
Som en del af institut for naturfagsdidaktik, har jeg i flere år oplevet hvad jeg tolker som en faglig splittelse der kan bunde i denne kløft mellem videnskaberne. Naturfagsdidaktik er et unikt og meget vigtigt forskningsfelt hvor læring og formidling af naturvidenskaberne undersøges og udvikles.
Indenfor naturfagsdidaktik har næsten alle en naturfaglig baggrund, og er derfor også skolede til den klassiske naturvidenskabelige metode. Samtidig er deres forskningsfelter dog ikke længere begrænsede til naturligvidenskabelige fænomener. Didaktisk forskning handler om mennesker og læring, og det er derfor noget af en kunst at navigere rundt i de komplekse menneskelige resultater med den før beskrevne monolitiske naturfaglige metode man lærer i dag, hvilket jeg i høj grad oplevede i mit eget phd-forløb, da jeg jo også selv har en naturfaglig baggrund.
Da jeg til mit PhD forsvar oplevede at blive (metodisk) misforstået, idet jeg tilnærmede mig de humanistiske metoder i for høj grad og havde en for stor forankring i praksis, tænker jeg derfor bagudskuende at dette kan skyldes denne selvsamme dikotomi.
Hvis den humanistiske metode er dårlig karma på naturvidenskab, føler man måske et endnu højere behov for at forankre sin forskning i den meget falsificerbare skole når man befinder sig i krydsfeltet. Heldigvis er der så mange dygtige og reflekterede mennesker på Institut for Naturfagsdidaktik i København, at problemet ikke tager overhånd, men især i diskursen med den internationale forskning synes jeg at tendensen er begrænsende for visse former for videnskabelig udfoldelse.
Man kan læse mere om mit PhD forsvar i denne artikel fra Universitetsavisen (PhD forsvaret: pjattet eller ubehageligt?), og hvorfor jeg finder seancen i sin nuværende form tæt på overflødig, idet formålet for det første ikke er defineret, og idet retningslinjerne for praksis er alt for flydende fakulteterne og institutterne imellem.
Det er dog nærliggende at tænke at dette er endnu et udtryk for at den videnskabelige kløft vokser, mens den anerkendte videnskabelige metode samtidig bliver mere og mere indsnævret. En sådan splittelse danner selvfølgelig grobund for enten konflikt eller indre splittelse, hos de forskere der forsøger at kombinere begge verdener.
Skulle vi nu ikke prøve at udvide vores metodiske horisont lidt – så vi fra forskellige synsvinkler kunne betragte den samme verden, og gøre den samlede pulje med viden endnu rigere!?