Om Eliza Jarl Estrup

Efter en kandidatgrad i palæontologi, med speciale i dinosaurers termoregulering, havde jeg lyst til at kaste mig over nye perspektiver af mit forskningsfelt, og savnede især lidt menneskelige aspekter i det daglige arbejde.

Efter jeg var med på Geocenter Møns Klints grønlandsekspedition i 2012, deltog jeg også i designprocessen af den nye dinosaurudstilling på stedet, og her fik jeg idéen til at følge projektet helt til dørs, og til at undersøge hvad der gør dinosaurer og andre fortidsvæsner så velegnede til at formidle naturvidenskab på museumsudstillinger – OG – hvad der gør museumsarenaen så velegnet til at få folk til at interessere sig for nogle emner det ellers ikke er moderne at beskæftige sig med.

Det blev til en erhvervsPhD i samarbejde med Geocenter Møns Klint og Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet (IND), med fokus på emnerne: Palæontologi som formidlingsdisciplin; Videnskab som produkt eller proces; samt skabelse og evaluering af Udstillingsdesign [som læringsplatform]. 

Undervejs fik jeg også to børn, og mit projekt trak altså ud, og blev lidt længere end først planlagt – hvilket der kom nogle rigtig spændende resultater – og nye elementer – ud af. 

Denne blog blev [også] født undervejs i projektet, og havde som hovedformål at formidle min faglige proces. Nu – hvor PhD’en er både afleveret og forsvaret – er bloggen imidlertid vågnet op påny – og i sin nye udformning, vil den i stedet formidle de resultater der kom ud af projektet, samt didaktisk og videnskabeligt indhold generelt.  

Jeg håber I vil tage rigtig godt imod den! 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *