Når du støder på videnskabelig viden – enten i en bog, i medierne eller i en udstilling – har de faglige pointer sandsynligvis forandret sig en smule siden den oprindelige videnskabsmand/kvinde udforskede og beskrev dem.

De har nemlig på daværende tidspunkt allerede været igennem adskillige niveauer af omskrivninger, hver med hensigt om at tilpasse sig målgrupper stadig fjernere fra det oprindelige videnskabelige miljø.

Lidt teori

I naturfagsdidaktikken er der en vigtig teori der beskriver hvordan ny viden undergår en sådan trinvis transformation før de videnskabelige pointer til sidst når et format hvor de kan formidles til enten elever i skolen – eller til folk der ikke selv har en videnskabelig baggrund.

Denne teori hedder den Antropologiske Teori om Didaktik (ATD), og den er udviklet af en franskmand ved navn Chevallard.

Selve transformationen af viden kaldes den didaktiske transposition, og den beskriver hvordan forskerens oprindelige fagviden først må finde en form hvor den kan formidles videre til resten af forskningsmiljøet (det sker ofte skriftligt i videnskabelige tidsskrifter). Dernæst kan denne – nu officielle – viden så skrives om, så den kan forstås også udenfor forskermiljøet – og på sigt måske indgå i lærermateriale til undervisningsformål. I så fald må det faglige indhold igen tilpasses af den enkelte lærer, så det passer ind et givent lærerforløb – ofte med mundtlig formidling som primær læreform – og til sidst omdannes den nye viden så igen til ny personlig viden hos modtageren.

Denne modtager kan meget vel være en elev i skolen, men hvis vi inddrager de uformelle læringssteder kunne det også være en seer af et dokumentarprogram i tv – eller i mit tilfælde en besøgende på et museum.

Som nævnt skiller museumsmediet sig ud ved at præsentere sin viden i tredimensionel form, og der er derfor udviklet en særlig version af modellen som kaldes den museografiske transposition.  

Museografisk transposition

Her bliver den faglige viden i stedet omskrevet til den såkaldte drejebog (eller curatorial brief) der som oftest produceres inden det egentlige udstillingsdesign sættes i gang, og som danner udgangspunktet for det samarbejde udstillingsgruppen, eventuelle fonde og eksterne aktører skal til at indgå.

Indholdet i denne drejebog bliver så i designfasen omformet til et tredimensionelt format der, forhåbentlig – i hvert fald til en vis grad – er tilpasset en særlig målgruppe (se forrige indlæg om faktorer der påvirker designfasen).

Hvorvidt den faglige viden der benyttes stammer fra niveau 1, 2 eller 3 i den didaktiske transposition, afhænger dog af situationen. Da Geocenter Møns Klint og undertegnede designede et digitalt udgravningsspil til vores dinosaurudstilling, brugte vi rå-viden direkte fra en forskningsekspedition (altså niveau 1).

Dette var dog en unik mulighed vi kun havde fordi vi selv havde planlagt og udført ekspeditionen, mens de fleste fagligt seriøse udstillinger bruger viden fra videnskabelige tidsskrifter (niveau 2), eller sjældnere fra populærvidenskabelige fremstillinger (niveau 3), hvor indholdet dog allerede har fjernet sig så meget fra kilden at detaljer kan være slørede eller forvrængede.

Brobygning mellem teori og praksis

I udstillingsdesign i dag er der ikke meget dialog mellem teori og praksis. Dermed er der heller ikke mange udstillingsdesignere der kender til denne didaktiske transposition, eller det øvrige teoretiske grundlag der arbejdes med i den fagdidaktiske forskningsverden.

I min PhD forsøgte jeg at bygge bro mellem denne teoretiske didaktik – og den praksis der udføres på museumsinstitutioner landet over [ja, også i udlandet], idet manglende viden om disse trinvise omformninger af viden i bedste fald kan føre til tabte pointer – og i værste fald til forvrængninger af de faglige pointer, så gæsterne opfatter noget helt forkert når de møder den færdige udstilling (som det bl.a. ses i et studie af Mortensen, 2010).

Omvendt har naturfagsdidaktikken og den teoretiske forskning også haft kvaler med at studere udstillinger og læringssituationer som var de naturvidenskabelige fænomener (hvad de jo ikke er – de hører snarere hjemme under menneskevidenskaberne), og på den måde har begge verdener haft svært ved at rumme hinandens kompleksiteter.

Løsningen ligger dog lige for, spørger man mig:

Udstillingsdesign skal hverken gribes an som hovedløs praksis, hvor evaluering først udføres på den færdige udstilling, og i øvrigt aldrig – eller sjældent – bruges aktivt i nye designsituationer. Ej heller som et naturvidenskabeligt fænomen der kan studeres som et fysikforsøg med et forudsigeligt forløb eller en kampfisk i et akvarium.

Næh, udstillingsdesign – mine Damer og Herrer – er en slags ingeniørkunst, og skulle hellere fra starten integrere både håndværk, didaktisk teori, pædagogiske principper og disciplinære egenskaber (se også forrige indlæg).

Anså både didaktikere og designere designfasen for at være en ’videnskab’ i sig selv, kunne man i langt højere grad samarbejde for at optimere resultatet og de færdige udstillinger til alles – ikke mindst gæsternes – fordel.

Hvis arter tilpasser sig deres miljø – og viden gør det samme – så må udstillingsdesignere og didaktikere vel også kunne gøre det;-)