Hvilken følelse har du egentlig, når du bliver konfronteret med videnskabeligt stof i din dagligdag?

Det kan være via medierne – når der igen er ny revolutionerende viden om sundhed, klima, etc. Når du gerne vil sætte dit kryds ved en politiker som gør det ’rigtige’ i forhold til landbruget – eller bare når du skal svare på dine børns kloge og nysgerrige spørgsmål om verdens og universets beskaffenhed…

Hvis du af og til føler dig utryg eller usikker på dine egne evner til at overskue dette faglige stof, så er du langt fra alene. Men fat mod – for mine PhD resultater viser nemlig at der er en god chance for at din ’videnskabelige kompetence’ er højere end du selv er klar over.

Læs videre nedenfor…

Den ’videnskabelige kompetence’ kaldes på fagsprog for scientific literacy, og den dækker over en paraply af definitioner, hvoraf man skelner mellem videnskabsfolk med specialiseret videnskabelig kompetence indenfor deres eget felt, og almen kompetence for almindelige mennesker til at bruge faglig viden til at træffe beslutninger. Det kan enten være af praktisk eller økonomisk karakter i deres egne individuelle liv, eller af kulturel eller demokratisk karakter i forhold til at bidrage til større beslutninger i samfundet.

Derudover kan den videnskabelige kompetence også måles som den grundindstilling man har til fagligt stof. Om man synes det er svært, kedeligt, spændende, relevant – og i hvor høj grad man er villig til at sætte sig ind i svært stof for at kunne træffe disse vigtige beslutninger.

Mit PhD projekt undersøgte to dinosaurudstillinger, som begge havde en særlig tilgang til at formidle det faglige stof, så det kunne appellere til gæsternes ’videnskabelige kompetence’. Denne tilgang gik ud på at præsentere videnskaben som en proces [science in the making] frem for en række ’produkter’ bestående af genstande og endegyldige sandheder [ready-made science], som ellers er den gængse museumstilgang.

Science in the making tilstræber at fremstille videnskaben som den dynamiske og evigt korrigerende praksis den er, enten ved simpelthen at udstille den praktiske proces (som fx dinosaurekspeditionen på Geocenter Møns Klint) eller den teoretiske proces, som så også fremstiller at forskerne gætter og tager fejl engang imellem (som var et af temaerne på den anden udstilling jeg undersøgte fra Experimentarium).

I mit projekt undersøgte jeg så gæsternes videnskabelige kompetence (i forhold til det indhold udstillingerne handlede om), og desuden om denne kompetence passede sammen med gæstens egen oplevelse af egne kompetencer – og her blev jeg faktisk temmelig overrasket over mine egne resultater!

Jeg kendte til et par tilsvarende australske studier, hvor en forskergruppe havde undersøgt gæsternes kompetencer og selvoplevede kompetencer i forbindelse med besøg på hhv. et klassisk naturhistorisk museum og et klassisk science center – begge hvor videnskaben blev fremstillet som ready-made science (i form af genstande og fakta på museet, og universelle fænomener på science centret). I disse studier pegede alle resultater på at gæsterne selv oplevede en stigning i deres videnskabelige kompetence, efter de havde besøgt et museum eller et science center.

I mine studier – og jeg lavede tre forskellige undersøgelser med tre forskellige metoder – pegede alle resultater derimod på at den oplevede kompetence var lavere end den kompetence jeg rent faktisk kunne registrere (bl.a. via sprogbrug, attitude og erfaringsnarrativer). Noget kunne altså tyde på at denne tilgang med at præsentere den videnskabelige proces, med al dens usikkerhed og foranderlighed, fik folk til at tvivle på deres egne evner i højere grad end de burde. Det lyder jo ikke umiddelbart som nogen god ting – eller gør det? [Det var i hvert fald ikke hvad jeg havde forventet!!]

Det er vigtigt at folk opbygger en selvtillid der gør at de tør handle og agere i den komplekse verden vi lever i, og hvis museer og science centre kan bidrage med dette, er det rigtig fint. Omvendt har vi dog også brug for en befolkning der kender til den komplekse praksis indsamlingen af videnskabelig viden er. Hver gang nye analyser af klimadata eller befolkningsstatistikker vender op og ned på hvad vi troede vi vidste, er det vigtigt at man som almindelig borger kan gennemskue hvordan disse ’analyser’ er foretaget, og om man mon skal tage dem med et gran salt inden man går i panik. At man har et basalt kendskab til hvordan videnskab som praksis fungerer!

Vi bliver konstant bombarderet med informationer vi skal tage stilling til, og selvom det kan føles utrygt at vide at i morgen kan billedet have ændret sig igen – så er der dog også en tryghed i at lære at se igennem retorikken, og i bedste fald at kunne tage demokratiske beslutninger ud fra et videnskabeligt grundlag man selv har taget aktivt stilling til. At tage aktivt stilling til noget, betyder næsten altid at føle en vis grad af usikkerhed og tvivl – også for forskere.

Så næste gang du støder på alle videnskabens komplekse usikkerheder – eller dit barns svære spørgsmål om hvordan verden opstod – så prøv bare at lege med spørgsmålet som en udfordring. Tal om de forskellige forklaringsmuligheder, erkend at man ikke kan vide alting, og se netop dette som et skridt på vejen til at vide og forstå mere!

Science in the making er også noget der kan foregå inde i dig…