Som naturfagskvinde er det begrænset i hvor stort omfang jeg er stødt på kvalitativ metode.
Denne ”humanistiske” tilgang til forskning er selvsagt ikke regnet for særlig valid i langt de fleste naturvidenskabelige forskningsprojekter, hvor man jo netop ikke studerer mennesker og deres uforudsigelige færden.
En af de få undtagelser er dog, som nævnt i forrige opslag, naturfagsdidaktikken som jeg nu selv har givet mig i kast med.
Her studerer man nemlig interaktionen mellem ”mennesker” og den naturvidenskabelige verden som forskningsfelt og ikke mindst som læringsplatform.
I den forbindelse bliver det pludselig aktuelt at beskæftige sig med kvalitativ analyse, således at ”kvaliteten” af eksempelvis et læringsforløb kan undersøges og karakteriseres.
Set med naturvidenskabelige briller kan det dog stadig være svært at omstille sig fra det plenipotente objektive blik, til den konstruktivistiske og subjektive virkelighed der åbenbarer sig i menneskenes verden.
Her er alle sandheder relative, og alle resultater åbne for fortolkning. Selvom dette jo faktisk også er gældende i naturen og universet, så holder vi naturfagsmennesker alligevel af at tænke på virkeligheden som noget man – langt henad vejen – kan beskrive og forklare med logik og to streger under.
I modsat fald bliver vi lidt utrygge, og selve grundpræmissen for ”konstruktivismen” er derfor en smule angstprovokerende for sådan en som mig…
Jeg har dog, som nævnt, netop deltaget i to forskellige PhD-kurser om sociologiske redskaber og kvalitativ metode, og følt mig som den eksotiske gæst i begge tilfælde.
På mit eget institut beskæftiger folk sig også med didaktik, men de er alle naturfagsuddannede, og befinder sig dermed i den samme forståelsesdynamik som jeg selv.
Måske kan man beskrive naturfagsdidaktikken som lidt mere pragmatisk af natur, hvor de sociologiske videnskaber i mange tilfælde tager afsæt i psykologiske – og (selvsagt) samfundsrelaterede (læs: konstruerede) årsager og virkninger.
Jeg synes især det psykologiske afsæt er dragende og spændende, mens jeg til stadighed har en følelse af at ”konstruktivismen” er en virkelighedsopfattelse vi mennesker har fundet på, og placeret i den ”rigtige” virkelighed (=naturen).
Jeg er helt klar over at folk med samfundsvidenskabelig baggrund har den modsatte opfattelse, nemlig at naturen bare er en ”kulisse” for den virkelige, menneskelige verden – og det er en diskussion jeg ofte har muntret mig med over et par glas rødvin, med folk fra den ”menneskelige verden”.
I mit konkrete forskningsprojekt bliver det dog mennesker – og deres oplevelser med en ”til udstillingsformål konstrueret natur” der er det centrale, og jeg må derfor hellere indstille mig på at forholdet mellem virkelighed og konstruktion er mere komplekst end som så, og at jeg må forholde mig til konstruerede virkeligheder som afspejlinger af de oprindelige (virkeligheder) – og tilmed at opfattelsen af disse afspejlinger er variable fra subjekt til subjekt…
At forholde sig objektivt til disse subjektive virkelighedsopfattelser, må være den ypperste opgave for en naturfagsdidaktiker, og jeg glæder mig til en masse kvalitative kvaler med Kvale og co. i den nære fremtid:-D