Jeg har været så heldig i denne måned, at være på en stor konference i Helsinki.
Det var en ESERA konference om Science Education (naturfagsdidaktik), og jeg havde en poster med om min aktuelle kæphest vedrørende genindførelsen af naturhistorie i naturfagsundervisningen, både herhjemme – men faktisk overalt på kloden, hvor den er blevet fortrængt af de mere populære eksperimentelle videnskaber.
Som nævnt i afsnittet ”Videnskabsproces” (se længere nede), er den naturhistoriske metode (at observere og beskrive naturen) ganske anderledes end den eksperimentelle (at teste naturen i kontrollerede laboratorieforsøg). I naturhistorien opsætter man nemlig adskillige hypoteser, og undersøger så hvilke ”spor” der er afsat, fx fra fortiden (fossiler). Derefter bruger man disse spor til, hvis muligt, at aflede den mest sandsynlige af hypoteserne. Den kalder man populært for ”the smoking gun”.
I modsætning til dette, arbejder de eksperimentelle naturvidenskaber som fysik og kemi, i stedet med blot en enkelt hypotese, som de i gentagne tests forsøger at eftervise, for til sidst at sandsynliggøre hvor rigtig hypotesen var. Man kan altså sige at begge metoder opererer med at sandsynliggøre en bestemt hypotese.
Men hvor de eksperimentelle forskere forsøger at spå om fremtiden (hvilket resultat regner jeg med at få), så er naturhistorikerne mere privilegerede; idet sporene fra fortiden rent faktisk findes (dog kan de være få, skævt fordelt, helt eller delvist ødelagte) – men der er alt andet lige flere spor fra fortiden end fra fremtiden. Det har en klog naturhistoriefortaler (Cleland) i flere artikler kaldt for ”the time asymmetry of causation”.
Hvorfor det er vigtigt at bevare begge metoder og naturfagstilgange i det danske samfund (og uddannelsessystem), kan fx handle om at det kan være en praktisk evne at have, at kunne forstå den omgivende verden ud fra sporene den afsætter – også for den almindelige borger (scientific literacy). Men det handler især om at jo mere forskelligartet den videnskabelige praksis i et givent samfund er, jo mere robust er den også. Jo flere forskellige tanker kan der dermed også blive tænkt – hvorimod vi risikerer at gå glip af væsentlige nye tanker og opdagelser, hvis hele den videnskabelige verden kun anser den eksperimentelle metode for den ”rigtige”, og dermed også kun underviser i denne, mens alle andre tilgange negligeres.
Jeg har derfor fremlagt, på min poster i Helsinki, at både samfund og uddannelsessystem, har brug for naturhistorien som en del af den videnskabelige praksis, også i kraft af den historiske rolle den har spillet for naturvidenskab generelt; samt at jeg gerne foreslår palæontologi som en værdig kandidat til genindførelse af dette!
mvh Eliza – ph.d, palæontolog og naturfagsdidaktiker