Jeg træder ind på PhD-kontoret den første arbejdsdag efter endt barselsorlov nr. 2.

Mine hjerneceller er for længst brændt af efter de efterhånden mere end 2 års ”udfordret” nattesøvn og fraværende faglig stimulans. Jeg må kæmpe for at genetablere mine mentale evner, men glæder mig til igen at kunne fordybe mig i noget (hvad som helst – men gerne et PhD-projekt), og tager det ikke som en tilfældighed at solen, netop denne dag, kaster et par forårsbebudende stråler ind igennem vinduerne på det ellers vintermørke kontor i Botanisk Have.

Mine tre søde medstuderende har netop ryddet op på kontoret, og få dage før min ankomst har de ryddet ud i de tomme skriveborde i lokalet, så der nu kun er et sofabord til overs til mig – med dertil knyttet sofa – hyggeligt anrettet i hjørnet af kontoret. De foreslår straks at vi kan bære et af skrivebordene tilbage på kontoret, så jeg kan sidde ordentligt når jeg er her (hvilket ikke er så tit, da jeg pendler fra Møn). Jeg afslår i første omgang, da det føles beroligende at det hele ikke er alt for formelt her i begyndelsen af min genopstart.

Efter et par dage har jeg stadig ikke lyst til at skifte sofabordet ud med et skrivebord, og jeg begynder at reflektere over de gavnlige effekter af et ”uformelt arbejdsmiljø”, hvor man næsten kan snyde sig selv til at tro at man har fri imens man arbejder!

I arbejdet med uformelle læringssteder (museer, science centre, internet, etc.) hører vi altid at den frivillige – ofte utilsigtede – læring man opnår sådanne steder, hænger bedre fast end den kontrollerede og påtvungne læring som finder sted på formelle læringsinstitutioner (skoler og officielle uddannelser), simpelthen fordi hjernen er motivationsstyret, og bedst husker viden den selv har opsøgt, fordi den var interesseret i den pågældende viden. Men det påvirker også en given læringssituation positivt at hjernen er afslappet og føler sig tryg, hvilket selvfølgelig til gengæld kan have en negativ effekt på den adrenalinstyrede effektivitet man kan opleve i sit arbejde hvis man føler sig presset og/eller ”tvunget til” at evne noget, der ellers virker uoverskueligt (denne arbejdsform kan dog ikke anbefales på den lange bane, da den er opslidende både for krop og mental kapacitet).

I mit personlige PhD-arbejde føles det i denne fase som om det har en gavnlig virkning at omslutte mig selv og min læringsproces med så meget u-formalitet som muligt, hvorimod jeg er ligeså sikker på at der i senere slutspurtsfaser vil blive brug for at peppe effektiviteten op med nogle strammere arbejdsomgivelser, og noget mere adrenalin.

Med ønsket om gode formelle og uformelle arbejdsvilkår i det kommende år, åbner jeg hermed igen op for den didaktiske blog, hvor jeg – på uformel vis – løbende blogger om mit PhD-projekt (om bl.a. uformelle læringssteder) ved Geocenter Møns Klint og Institut for Naturfagenes Didaktik i København.

Velkommen tilbage…