Palæontologi som formidlingsobjekt…

Hvorfor overhovedet beskæftige sig med palæontologi – kunne nogen måske spørge – en videnskab der undersøger dyr og planter der levede for millioner af år siden?

For mit vedkommende startede passionen allerede da jeg var et lille barn. Som treårig skiftede jeg børnebøger ud med dinosaurbøger, som det i øvrigt sker hos mange (især drenge-)børn, men blev dog – modsat mange af de andre dinosaurbørn – hængende i palæontologien også ind i voksenlivet.

Eliza Jarl Estrup, Pælæontolog     

Mig og T. rex – På Experimentarium

For mig handler fascinationen især om det faktum at en helt anderledes og eventyrlig verden har eksisteret her, lige hvor vores egen virkelighed i dag befinder sig, og at man kan finde rester af denne verden i sedimenter og bjergarter lige under vores fødder – eller i bjergsider og klinter – og så forsøge at genskabe den, både ved hjælp af fossiler, og ved brug af logisk og kreativ tankegang i kombination.

Højrumsskærm - Triaslandskab

Rekonstruktion af et landskab fra Triastidens Grønland

Som nævnt i afsnittet om ”Videnskabsproces” skriver palæontologien sig ind i den naturhistoriske tradition, og selvom denne ofte er mindre anerkendt i både forskerkredse og undervisningsforløb (beskrevet i samme afsnit), så indeholder palæontologi faktisk en del elementer der gør den særlig velegnet til formidling af netop den naturhistoriske videnskabsmetode.

For eksempel bliver fossilpuljen fortsat større og større, fordi der kontinuerligt findes nye fund rundt omkring i verden, som alle tilføjer ny viden til vores samlede billede af fortiden. Eftersom de naturhistoriske hypoteser har en mere ”forklarende og forudsigende” natur, end de ”afprøvende” eksperimentelle videnskaber, så giver denne konstante tilførsel af nyt materiale en ligeså konstant revidering af eksisterende hypoteser, og et derfor hurtigere og mere dynamisk forløb end i mange af de andre videnskabsfelter.

4) 105

Kinesisk udgravning (2011) i Yixian, Liaoning: Provinsen – med de mange nye fund af dinosaurer med fjer

Palæontologisk viden (langs en eller anden gren) vil derfor næsten altid være aktuel i en grad der gør formidling af processen både tidsnær og konkret, i forhold til læring i dels de formelle, men også i de uformelle læringsmiljøer (se afsnittet ”Hvad er naturfagsdidaktik?”).

Senest er det debatten om udvikling fra dinosaur til fugl der har været det topaktuelle paradigmeskift. Den er foregået løbende i medier (og endda i skønlitteratur) i de forløbne 10-15 år, og gør sig derfor udmærket som kandidat for levende forskningseksempler i en given formidlingssituation.

1) archeopteryx  S

Archaeopteryx “Øglefuglen” som var forskernes første bindeled mellem fugl og krybdyr (fundet allerede i 1861)

Også dinosaurernes gradvise udvikling, afspejlet i de talrige fossilfund, gør sig glimrende som formidler af evolutionsprocesser i det hele taget – så vi ikke ender i amerikanske, kreationistiske tilstande, i hvilke evolutionstankegang lider trange kår, på bekostning af befolkningens videnskabelige kompetence (eller omvendt).

Der er i hvert fald masser af argumenter for at formidle palæontologi – som en måde at lære naturhistorisk tankegang – og for at formidle naturhistorisk tankegang for at forbedre den videnskabelige kompetence (”scientific literacy”), som hjælper befolkningen til en demokratisk kompetent livsførelse i vores videnskabeligt funderede samfund (se afsnittet om dette).

Tillige er den praktiske forskningsproces på en dinosaurudgravning – eller når knoglerne skal udpræpareres fra klipperne – også dejlig konkret og håndfast, modsat verdensfjerne forskningsobjekter som fx astronomiens eller abstrakte fænomener som fx de fysiske love, og derfor ligeledes velegnet til at formidle videnskabsproces på en samtidig jordnær og eksotisk måde (dinosaurudgravninger foregår ofte på fjerne, eksotiske steder som fx Grønlands vildmark, Gobiørkenen eller på forrevne klippekyster Jorden rundt).

IMG_3853

Geocenter Møns Klints dinosaurudgravning (2012) i Jameson Land, Østgrønland (her: Lejr 2 – Plateosaurudgravningen)

De mange visuelt appetitlige artefakter – i form af knogler, skeletter og sporfossiler – udgør også et tiltalende materiale til fremvisning, i både skoleforløb – men da så sandelig i udstillingsøjemed. Så er palæontologien alt i alt velegnet som forsknings- og formidlingsfelt? Det tror jeg nok den er, så kom endelig i gang med at reflektere over fortidige tider, besøg en udstilling eller grib hammeren og kom ud og besøg en fossillokalitet nær dig!

Jeg er i skrivende stund på vej mod barselsorlov, så opdateringer på nærværende blog, samt hele det ellers spændende forskningsprojekt om palæontologisk udstillingsformidling, må desværre sættes på pause i en periode. Men jeg vender selvfølgelig stærkt tilbage med mere videnskabsdidaktik, så snart der er nyt under solen…

God sommer så længe – og på orlovsophørlig genlæsning næste år

Eliza