Vi kender alle til de store naturhistoriske museer i New York, London og Paris.
Selvom vi måske ikke har besøgt dem selv, så ved vi at der hos dem er mulighed for at se store dinosaurskeletter med egne øjne (og drømmer vi mon ikke alle sammen en lille smule om at besøge disse legendariske museer og deres dinosaurer, hvis vi ikke allerede har gjort det?).
Men hvad er det med de store dinosaurskeletter der trækker i os som store fortidsmagneter?
I Europa er der netop nu en trend hvor mange af de mindre naturhistoriske museer og science centre også gør en stor indsats for at kunne præsentere dinosaurer for folket. Min egen institution, Geocenter Møns Klint, er ingen undtagelse. Her tog man i 2012 på dinosaurekspedition, for selv at udgrave – og siden udstille, dinosaurer fra Grønland, som på sigt måske kan være medvirkende til at få stablet et naturhistorisk museum i Nuuk på benene, så dyrene kan udstilles i deres eget hjemland.
I november 2016 var vi på studietur i Leiden, hvor Naturalis tilsvarende netop har deltaget i en udgravning i Montana, og efterfølgende købt rettighederne til den T.rex – Trix – der blev fundet og udgravet i den forbindelse. Trix er nu kørt på verdensturné imens Naturalis ombygger deres lokaler, men hun bliver stensikkert den helt store hovedperson når de nye udstillinger åbner i helt nye bygninger i 2019.
Også på Museum für Naturkunde i Berlin har man sidste år fået en ny T.rex – Tristan – installeret. I dette tilfælde venligst udlånt – også fra Montana – og med forsknings- og udstillingsrettigheder i adskillige år ud i fremtiden.
Statens Naturhistoriske Museum i København er ligeså godt med på trenden, og købte i 2013 en stor Diplodocus på en auktion, som vi alle siden har lært at kende som ”Misty”. Ja, selv Givskud Løvepark har valgt at lave en animatronix ”safaripark” med dinosaurer i naturlig størrelse i deres allerede eksisterende park, så man kan opleve levende og uddøde dyr side om side. Det samme gjorde i øvrigt Aalborg Zoo for et par år siden.
Fælles for alle disse dinosaurer er at de ikke er naturligt hjemmehørende det sted de er udstillet, men er blevet ”tilvalgt” som udstillingselement, fordi der tilsyneladende er en værdi tilknyttet store dinosaurer som regnes for ”obligatorisk” hvis man vil profilere sig som en ”ordentlig” naturhistorisk formidlingsinstitution. Men hvori ligger denne værdi? Hvorfor er disse uddøde dyr så store trækplastre som de er, og så store inspirationskilder for vores fantasi som de er?
Jeg har aldrig lagt skjul på at deres effekt virker på mig, men jeg vil den næste tid også prøve at skrive rundt til ovennævnte institutioner og se om jeg kan få nogle ord på hvorfor deres beslutningstagere har valgt at investere så mange kræfter og penge på erhvervelsen af store dinosaurer i form af enten autentiske skeletter, mekaniske modeller eller begge dele…