Dinosaurudstillinger

Dinosaurudstillinger har altid tiltrukket og begejstret publikum i alle aldre. Der er noget helt særligt over at stå overfor et enormt fortidsdyr som har levet for mange millioner år siden, og eftersom denne motivationsfaktor for udstillingsbesøget i forvejen eksisterer, hvorfor så ikke udnytte gæsternes opmærksomhed til at åbne op for selve dinosaurforskningen som naturvidenskabeligt felt?

Den klassiske dinosaurudstilling fremviser enten storslåede skeletter eller såkaldte animatronix dinosaurmodeller som kan bevæge sig mekanisk og evt. sige lyde. Studier er foretaget på begge slags udstillinger, og det viser sig at de bevægelige animatronix modeller faktisk er lige så effektive til at begejstre børn, som dyrene i zoologisk have er (Tunnicliffe, 2000) – blot med større mulighed for at kontrollere oplevelsens karakter (levende dyr er så uforudsigelige i deres adfærd).

Desuden har studier observeret brede forekomster af frugtbar dialog forældre og børn imellem blandt netop dinosaurskeletter på Natural History Museum, London (Palmquist and Crowley, 2007). Det interessante i dén forbindelse er at pågældende undersøgelse fandt et omvendt læringsforhold i de særlige tilfælde hvor såkaldte ”ekspertbørn” havde deres forældre med på dinosaurmuseum. I disse tilfælde indtog forældrene spontant den lærende part, mens barnet (på godt og ondt) fik lov til at dele ud af sin viden.

Der findes mange ”ekspertbørn” som interesserer sig for netop emnet ”dinosaurer”, og derfor er der også en relativ høj andel af disse repræsenteret i dinosaurudstillinger i forhold til andre udstillinger med andre udstillingstemaer.

Også overfor denne målgruppe vil det være interessant at brede udstillingstemaerne i dinosaurudstillinger ud til at indeholde mere end blot de udstillede dinosaurer, men eksempelvis også noget mere videnskabsproces, så gæsternes videnskabelige kompetence (scientific literacy) kan udfordres på nye måder.

Udstillingsdesign – et forskningsfelt?

Plateosaur.jpg

Traditionelt har museer og udstillinger været steder hvor man fremviste artefakter, ofte i glasmontre og udstyret med tekstforklarende skilte. Dette gælder også dinosaurudstillinger, som altid har hørt under de mest populære af slagsen.

Naturhistoriske museer har desuden traditionelt handlet om at fremvise den fantastiske videnskabs frembringelser og fremskridt, helst i ufejlbarlig fremstilling, så publikum kunne beundre og fryde sig over den forunderlige naturvidenskab og dens dygtige forskere.

I moderne tid er dog opstået nye behov for museumsformidling, og publikum i dag forventer at være en aktiv del af de udstillinger de besøger, samt helst at lære noget mens de bliver underholdt. Det sætter helt nye krav til udstillingsdesignere, og en helt ny videnskab om hvordan man med forskellige virkemidler i selve designet af en udstilling, kan opnå forskelligartede resultater, er opstået i kølvandet på den traditionelle didaktiske forskning i skolesystemet (det formelle læringsmiljø). Disse virkemidler inkluderer blandt andet formidlingsmetoder som interaktivitet, konkurrenceaktivitet og sanseoplevelser, som i dag er i høj kurs på de uformelle læringsinstitutioner.

Mit didaktiske ph.d. projekt skriver sig ind i denne nye bølge af formidlingsforskning i uformelle læringsmiljøer, og håber på ultimativt at kunne udarbejde en model for optimering af udstillingsdesign med særligt henblik på dinosaurudstillinger og videnskabsproces.

Dinosaurudstillingerne ”Den første Dinosaur” på Geocenter Møns Klint og ”Dinosaurerne – Følg Sporet” på Experimentarium, er hovedforskningsobjekter i denne proces.