Efter et fire dages yderst behageligt ophold på et tværfagligt PhD kursus på Sandbjerg Gods, har jeg haft en – set med naturvidenskabelige briller – meget eksotisk oplevelse fra den sociologiske side af ”læren om læring”. Kurset omhandlede organisationer, læring og historiefortælling, samt disses indfletninger i hinanden – og jeg begynder at fornemme hvordan andre discipliner, selvom de også beskæftiger sig med ”læring” som begreb, behandler emnet meget anderledes end vi på det didaktiske fakultet for naturfag gør.
På de sociologiske videnskaber opererer man med meget mere abstrakte og fleksible begreber, og de psykologiske fortolkningsmuligheder der åbenbarer sig i historiefortælling som et metodisk greb, åbner ligeledes døre indtil et dybere fortolkningslag af eksempelvis læring, arbejdsmiljø eller ledelsesdynamikker, for nu at nævne et par stykker af dem kurset omhandlede. Så hvordan alt dette kan relateres til mit eget projekt kommer naturligvis helt an på hvordan jeg vælger at anvende mit nye (omend spæde) kendskab til sociologiske redskaber. Jeg kan enten vælge helt at undlade at forvirre min metodiske strategi yderligere, ved at tilføre elementer fra endnu flere discipliner end i forvejen er tilstedeværende. Jeg kan også vælge (og det bliver sikkert udfaldet) at have de nye perspektiver i baghovedet, og så trække dem frem, hvis jeg eksempelvis kommer i den situation at skulle fortolke noget datamateriale af mere ustruktureret art end de relativt strukturerede interviews jeg allerede har behandlet i mit projekt.
Eftersom didaktisk metode jo ikke i sig selv er naturvidenskabelig af natur, og læring er så kognitivt og ”menneskeligt” som det er, virker det på en måde oplagt at være åben for de menneskevidenskabelige tilgange til sit stof, også i et naturvidenskabeligt projekt som mit.
Jeg vil ikke gå mere i dybden med emnet her, for i næste uge skal jeg på endnu et PhD kursus – om kvalitativ metode – så jeg forventer at få yderligere indspark til disse overvejelser – og sandsynligvis at blive endnu mere forvirret. Måske en dybdepsykologisk analyse af mine arketypiske overvejelser ville være på sin plads her (men så igen!)? Jeg håber dog at ”fortællingen” om mit PhD forløb, foruden en start og en midte, også kommer til at få en afslutning, ligesom alle historier bør – og at det bliver en afslutning om ”den unge heltinde” der gennemfører sit projekt på trods af alle de mange udfordringer og vendepunkter hun må udsættes for undervejs!
Fortsættelse følger….