Der bliver talt meget om den danske folkeskole i disse dage, og så meget mere interessant er det selvfølgelig at følge et PhD-kursus hvor omtrent halvdelen af kursisterne, samt to af underviserne, har forskningsfelter omhandlende det japanske skolesystem kontra det danske/skandinaviske.

I Japan følger grundskolelærerne et system som gør brug af en veludviklet para-didaktisk ramme. Dvs. at hvis selve undervisningen er lig med ”den didaktiske handling” – altså noget viden der (forhåbentlig) bliver overført fra underviser til elev – så er det para-didaktiske system dét der omkranser selve undervisningshandlingen – altså hvor ’viden om undervisning’ bliver overført fra én underviser til den anden, før og efter undervisning.

I det japanske eksempel har undervisere i eksempelvis matematik et omfattende fællesskab, hvor de jævnligt mødes til såkaldte ”lesson studies”, hvor der grundigt bliver diskuteret undervisningsmetoder til specifikke matematiske problemer; metoderne afprøves på hinanden, og i slutningen af et forløb af gentagne lesson studies, afholdes ”open lessons” hvor en hel gruppe relevante deltagere bevidner selve undervisningen hos en given lærer, efter tur. Efter dette omfattende forløb afholdes også efterfølgende ”lesson studies”, hvor undervisningen bliver analyseret og bearbejdet.

Alle japanske lærere er en del af dette system, og resultatet er bl.a. en meget ensartet undervisning, hvor alle har en fælles tilgang til et givent problem, samt føler sig trygge i deres stof og deres metode inden undervisningsstart.

I modsætning til dette har danske folkeskolelærere en meget privat tilgang til deres undervisning. Ingen kommer inden for døren til klasselokalet, med mindre det er højst nødvendigt, og den eneste samtale om undervisningsmetoder, er som regel i frokostpauserne, hvor det oftest er nemmere at diskutere ”hvordan man bruger et givent program” end ”hvorfor lykkedes min undervisning ikke lige i dag? ”. Danske lærere er simpelthen skolede til at undervisning er noget individuelt den enkelte lærer må finde ud af med sig selv. Det giver selvfølgelig en meget divers undervisning, og kan være noget positivt, men det kan også nemt gøre den enkelte lærer usikker på sit stof – især hvis stoffet består af svære matematiske problemløsninger, som helst skal løses på en elegant didaktisk måde, frem for med en traditionel tekstbogsbaseret tilgang til undervisning, som i disse dage ikke anses som den mest fordelagtige didaktiske metode.

Så hvilket system virker bedst? Det omfattende og samarbejdende para-didaktiske system hvor eleverne er sikre på at modtage en gennemarbejdet vare, eller det individualistiske system hvor højere frihedsgrader kan give både mere kreative, men især også mindre kreative udkast i kraft af at hver eneste lærer skal opfinde den dybe tallerken i hvert eneste emne de underviser i?

Vi er kendte i Danmark for at skifte folkeskolesystem som regeringerne blæser, men måske var det i stedet en idé at fokusere på at hæve undervisningsformerne i skolen fra det pædagogiske til det didaktiske niveau, så den enkelte undervisning havde rødder i dets specifikke fagfelt, i højere grad end i de grundlæggende pædagogiske værktøjer, som er fælles for alle fag? En af løsningsretningerne kunne være øget lærersamarbejde og erfaringsudveksling, uden at vi af den grund behøvede at blive ligeså ensartede som i den japanske skole? Dette er faktisk nogenlunde det samme som jeg, med mit forrige meta-blogindlæg, foreslog i forhold til virksomhedserfaringsudveksling via blogindlæg og andre digitale platforme!

Fællesskab er ikke nødvendigvis et skældsord længere – heller ikke i selvstændigheds-Danmark; tror jeg nok!?