Efter et fire dages yderst behageligt ophold på et tværfagligt PhD kursus på Sandbjerg Gods, har jeg haft en – set med naturvidenskabelige briller – meget eksotisk oplevelse fra den sociologiske side af ”læren om læring”. Kurset omhandlede organisationer, læring og historiefortælling, samt disses indfletninger i hinanden – og jeg begynder at fornemme hvordan andre discipliner, selvom de også beskæftiger sig med ”læring” som begreb, behandler emnet meget anderledes end vi på det didaktiske fakultet for naturfag gør.

På de sociologiske videnskaber opererer man med meget mere abstrakte og fleksible begreber, og de psykologiske fortolkningsmuligheder der åbenbarer sig i historiefortælling som et metodisk greb, åbner ligeledes døre indtil et dybere fortolkningslag af eksempelvis læring, arbejdsmiljø eller ledelsesdynamikker, for nu at nævne et par stykker af dem kurset omhandlede. Så hvordan alt dette kan relateres til mit eget projekt kommer naturligvis helt an på hvordan jeg vælger at anvende mit nye (omend spæde) kendskab til sociologiske redskaber. Jeg kan enten vælge helt at undlade at forvirre min metodiske strategi yderligere, ved at tilføre elementer fra endnu flere discipliner end i forvejen er tilstedeværende. Jeg kan også vælge (og det bliver sikkert udfaldet) at have de nye perspektiver i baghovedet, og så trække dem frem, hvis jeg eksempelvis kommer i den situation at skulle fortolke noget datamateriale af mere ustruktureret art end de relativt strukturerede interviews jeg allerede har behandlet i mit projekt.

Eftersom didaktisk metode jo ikke i sig selv er naturvidenskabelig af natur, og læring er så kognitivt og ”menneskeligt” som det er, virker det på en måde oplagt at være åben for de menneskevidenskabelige tilgange til sit stof, også i et naturvidenskabeligt projekt som mit.
Jeg vil ikke gå mere i dybden med emnet her, for i næste uge skal jeg på endnu et PhD kursus – om kvalitativ metode – så jeg forventer at få yderligere indspark til disse overvejelser – og sandsynligvis at blive endnu mere forvirret. Måske en dybdepsykologisk analyse af mine arketypiske overvejelser ville være på sin plads her (men så igen!)? Jeg håber dog at ”fortællingen” om mit PhD forløb, foruden en start og en midte, også kommer til at få en afslutning, ligesom alle historier bør – og at det bliver en afslutning om ”den unge heltinde” der gennemfører sit projekt på trods af alle de mange udfordringer og vendepunkter hun må udsættes for undervejs!

Fortsættelse følger….

Mens jeg har været på barsel, har jeg haft det privilegium at være med til at designe det nye interaktive udgravningsbord der i år bliver nyeste skud på stammen i dinosaurudstillingen på Geocenter Møns Klint.

Bordet er en rekonstruktion af den autentiske udgravningssituation på ekspeditionerne i Grønland, hvor forskerne i 2012 blev mystifiserede over en ret usædvanlig sammensætning af fund, men fandt løsningen på gåden da de i 2016 tog tilbage til Grønland og gravede videre efter sporene fra fortiden…

På udgravningsbordet kan man selv prøve både at finde de fossiler forskerne fandt, men også at løse gåden om disse dyr, og hvorfor de døde så vi kunne finde dem 210 mio. år senere! Det er et spil der med fordel kan spilles af hele familien – det kan nemlig være meget værdifuldt også at kunne samarbejde i en udgravningssituation.

Bordet er teknisk udarbejdet af Kongo Interactive, og jeg er personligt meget begejstret og stolt over resultatet. Jeg tror rigtig mange mennesker vil kunne få en spændende udgravningsoplevelse, og endda en mulighed for at deltage i palæontologernes videnskabelige tanker og opklaringsarbejde…

Det bliver virkelig sjovt!

Både bord og geocenter åbner om en uge: Lørdag d. 8. april, og vi glæder os til at byde jer alle sammen velkommen. Kom og prøv lykken som dinosaurjæger i vores nye UDGRAVNINGS-SPIL!

Ses vi? Weeeee…..

Jeg træder ind på PhD-kontoret den første arbejdsdag efter endt barselsorlov nr. 2.

Mine hjerneceller er for længst brændt af efter de efterhånden mere end 2 års ”udfordret” nattesøvn og fraværende faglig stimulans. Jeg må kæmpe for at genetablere mine mentale evner, men glæder mig til igen at kunne fordybe mig i noget (hvad som helst – men gerne et PhD-projekt), og tager det ikke som en tilfældighed at solen, netop denne dag, kaster et par forårsbebudende stråler ind igennem vinduerne på det ellers vintermørke kontor i Botanisk Have.

Mine tre søde medstuderende har netop ryddet op på kontoret, og få dage før min ankomst har de ryddet ud i de tomme skriveborde i lokalet, så der nu kun er et sofabord til overs til mig – med dertil knyttet sofa – hyggeligt anrettet i hjørnet af kontoret. De foreslår straks at vi kan bære et af skrivebordene tilbage på kontoret, så jeg kan sidde ordentligt når jeg er her (hvilket ikke er så tit, da jeg pendler fra Møn). Jeg afslår i første omgang, da det føles beroligende at det hele ikke er alt for formelt her i begyndelsen af min genopstart.

Efter et par dage har jeg stadig ikke lyst til at skifte sofabordet ud med et skrivebord, og jeg begynder at reflektere over de gavnlige effekter af et ”uformelt arbejdsmiljø”, hvor man næsten kan snyde sig selv til at tro at man har fri imens man arbejder!

I arbejdet med uformelle læringssteder (museer, science centre, internet, etc.) hører vi altid at den frivillige – ofte utilsigtede – læring man opnår sådanne steder, hænger bedre fast end den kontrollerede og påtvungne læring som finder sted på formelle læringsinstitutioner (skoler og officielle uddannelser), simpelthen fordi hjernen er motivationsstyret, og bedst husker viden den selv har opsøgt, fordi den var interesseret i den pågældende viden. Men det påvirker også en given læringssituation positivt at hjernen er afslappet og føler sig tryg, hvilket selvfølgelig til gengæld kan have en negativ effekt på den adrenalinstyrede effektivitet man kan opleve i sit arbejde hvis man føler sig presset og/eller ”tvunget til” at evne noget, der ellers virker uoverskueligt (denne arbejdsform kan dog ikke anbefales på den lange bane, da den er opslidende både for krop og mental kapacitet).

I mit personlige PhD-arbejde føles det i denne fase som om det har en gavnlig virkning at omslutte mig selv og min læringsproces med så meget u-formalitet som muligt, hvorimod jeg er ligeså sikker på at der i senere slutspurtsfaser vil blive brug for at peppe effektiviteten op med nogle strammere arbejdsomgivelser, og noget mere adrenalin.

Med ønsket om gode formelle og uformelle arbejdsvilkår i det kommende år, åbner jeg hermed igen op for den didaktiske blog, hvor jeg – på uformel vis – løbende blogger om mit PhD-projekt (om bl.a. uformelle læringssteder) ved Geocenter Møns Klint og Institut for Naturfagenes Didaktik i København.

Velkommen tilbage…

Så er 2015 snart ved at rinde ud, og således også mit andet år som PhD-studerende. Det tredje og sidste år bliver med et års tids forsinkelse, da jeg er på barselsorlov i hele 2016!

Jeg vil således glæde mig til at vende stærkt tilbage i 2017, med nye blogindlæg – og nye tanker om udstillingsformidling, designprocess og dinosaurer som repræsentanter for naturhistorie i skole, museum og samfund. Hav det godt så længe.

Rigtig glædelig jul – og godt nytår!

Vi ses i 2017

Eliza Jarl Estrup

Der bliver talt meget om den danske folkeskole i disse dage, og så meget mere interessant er det selvfølgelig at følge et PhD-kursus hvor omtrent halvdelen af kursisterne, samt to af underviserne, har forskningsfelter omhandlende det japanske skolesystem kontra det danske/skandinaviske.

I Japan følger grundskolelærerne et system som gør brug af en veludviklet para-didaktisk ramme. Dvs. at hvis selve undervisningen er lig med ”den didaktiske handling” – altså noget viden der (forhåbentlig) bliver overført fra underviser til elev – så er det para-didaktiske system dét der omkranser selve undervisningshandlingen – altså hvor ’viden om undervisning’ bliver overført fra én underviser til den anden, før og efter undervisning.

I det japanske eksempel har undervisere i eksempelvis matematik et omfattende fællesskab, hvor de jævnligt mødes til såkaldte ”lesson studies”, hvor der grundigt bliver diskuteret undervisningsmetoder til specifikke matematiske problemer; metoderne afprøves på hinanden, og i slutningen af et forløb af gentagne lesson studies, afholdes ”open lessons” hvor en hel gruppe relevante deltagere bevidner selve undervisningen hos en given lærer, efter tur. Efter dette omfattende forløb afholdes også efterfølgende ”lesson studies”, hvor undervisningen bliver analyseret og bearbejdet.

Alle japanske lærere er en del af dette system, og resultatet er bl.a. en meget ensartet undervisning, hvor alle har en fælles tilgang til et givent problem, samt føler sig trygge i deres stof og deres metode inden undervisningsstart.

I modsætning til dette har danske folkeskolelærere en meget privat tilgang til deres undervisning. Ingen kommer inden for døren til klasselokalet, med mindre det er højst nødvendigt, og den eneste samtale om undervisningsmetoder, er som regel i frokostpauserne, hvor det oftest er nemmere at diskutere ”hvordan man bruger et givent program” end ”hvorfor lykkedes min undervisning ikke lige i dag? ”. Danske lærere er simpelthen skolede til at undervisning er noget individuelt den enkelte lærer må finde ud af med sig selv. Det giver selvfølgelig en meget divers undervisning, og kan være noget positivt, men det kan også nemt gøre den enkelte lærer usikker på sit stof – især hvis stoffet består af svære matematiske problemløsninger, som helst skal løses på en elegant didaktisk måde, frem for med en traditionel tekstbogsbaseret tilgang til undervisning, som i disse dage ikke anses som den mest fordelagtige didaktiske metode.

Så hvilket system virker bedst? Det omfattende og samarbejdende para-didaktiske system hvor eleverne er sikre på at modtage en gennemarbejdet vare, eller det individualistiske system hvor højere frihedsgrader kan give både mere kreative, men især også mindre kreative udkast i kraft af at hver eneste lærer skal opfinde den dybe tallerken i hvert eneste emne de underviser i?

Vi er kendte i Danmark for at skifte folkeskolesystem som regeringerne blæser, men måske var det i stedet en idé at fokusere på at hæve undervisningsformerne i skolen fra det pædagogiske til det didaktiske niveau, så den enkelte undervisning havde rødder i dets specifikke fagfelt, i højere grad end i de grundlæggende pædagogiske værktøjer, som er fælles for alle fag? En af løsningsretningerne kunne være øget lærersamarbejde og erfaringsudveksling, uden at vi af den grund behøvede at blive ligeså ensartede som i den japanske skole? Dette er faktisk nogenlunde det samme som jeg, med mit forrige meta-blogindlæg, foreslog i forhold til virksomhedserfaringsudveksling via blogindlæg og andre digitale platforme!

Fællesskab er ikke nødvendigvis et skældsord længere – heller ikke i selvstændigheds-Danmark; tror jeg nok!?

…og deres formidlende og kommunikative egenskaber

Nærværende blog er et forsøg på at gennemsigtiggøre min egen videnskabsproces om videnskabsproces i udstillinger. Altså en slags metablog!

Det bliver mere og mere almindeligt at museer og andre formidlingsinstitutioner udvider deres formidling til også at indbefatte et online-rum, dels til kommunikation med stedets gæster – afhængig af mediet kan denne kommunikation være ensrettet (fx blogs) eller interaktiv (fx facebook). Men også dels til intern kommunikation, hvilket både kan være en sidegevinst, eller noget bevidst i sites design. Ifølge Studedahl og Smørdal (2015), er denne trend med til at lave oplyse den ”skjulte praksis”, som ligger bag ethvert stykke formidlingsarbejde, samt at fremme forståelsen for det nye demokratiske museum, som åbner op for helt nye tilgange til museum-publikums-kommunikation.

I Studedahl og Smørdals studie fra Norge, havde en bådbyggers blog om historisk bådebyggeri på det Maritime museum i Oslo, en utilsigtet effekt i form af øget kommunikation imellem museets forskellige afdelinger. Det er interessant hvordan en stor institution med mange afdelinger kan have svært ved at kommunikere på tværs, mens alle afdelinger er interesserede i at følge med i den offentlige blog – og dermed bliver engagerede i nye perspektiver på deres institution og dens forskellige arbejdsformer. En sådan dynamisk udvikling ville være fordelagtig mange steder. For mit eget vedkommende er jeg en del af en meget lille institution, med høj gennemsigtighed, og ingen afdelinger. Om nærværende blog kan være med til at øge forståelsen for arbejdspraksis medarbejdere imellem, må jeg lade være et åbent spørgsmål herinde! Giv endelig lyd medkolleger – hvis I får dette budskab… HALLOOOOO!!!

Intet svar!?!

I næste måned skal jeg deltage på et kursus, som bl.a. kan være med til at udvikle strategier for rent faktisk at få kolleger og fagfæller til at læse og bruge online-sites som dette, for på den måde at udveksle erfaringer på en dynamisk måde. Så må vi se om der bliver større respons til den tid 🙂

Metahilsener

Jeres – erhvervsPhDstuderende

Jeg har været så heldig i denne måned, at være på en stor konference i Helsinki.

Det var en ESERA konference om Science Education (naturfagsdidaktik), og jeg havde en poster med om min aktuelle kæphest vedrørende genindførelsen af naturhistorie i naturfagsundervisningen, både herhjemme – men faktisk overalt på kloden, hvor den er blevet fortrængt af de mere populære eksperimentelle videnskaber.

Som nævnt i afsnittet ”Videnskabsproces” (se længere nede), er den naturhistoriske metode (at observere og beskrive naturen) ganske anderledes end den eksperimentelle (at teste naturen i kontrollerede laboratorieforsøg). I naturhistorien opsætter man nemlig adskillige  hypoteser, og undersøger så hvilke ”spor” der er afsat, fx fra fortiden (fossiler). Derefter bruger man disse spor til, hvis muligt, at aflede den mest sandsynlige af hypoteserne. Den kalder man populært for ”the smoking gun”.

I modsætning til dette, arbejder de eksperimentelle naturvidenskaber som fysik og kemi, i stedet med blot en enkelt hypotese, som de i gentagne tests forsøger at eftervise, for til sidst at sandsynliggøre hvor rigtig hypotesen var. Man kan altså sige at begge metoder opererer med at sandsynliggøre en bestemt hypotese.

Men hvor de eksperimentelle forskere forsøger at spå om fremtiden (hvilket resultat regner jeg med at få), så er naturhistorikerne mere privilegerede; idet sporene fra fortiden rent faktisk findes (dog kan de være få, skævt fordelt, helt eller delvist ødelagte) – men der er alt andet lige flere spor fra fortiden end fra fremtiden. Det har en klog naturhistoriefortaler (Cleland) i flere artikler kaldt for ”the time asymmetry of causation”.

Hvorfor det er vigtigt at bevare begge metoder og naturfagstilgange i det danske samfund (og uddannelsessystem), kan fx handle om at det kan være en praktisk evne at have, at kunne forstå den omgivende verden ud fra sporene den afsætter – også for den almindelige borger (scientific literacy). Men det handler især om at jo mere forskelligartet den videnskabelige praksis i et givent samfund er, jo mere robust er den også. Jo flere forskellige tanker kan der dermed også blive tænkt – hvorimod vi risikerer at gå glip af væsentlige nye tanker og opdagelser, hvis hele den videnskabelige verden kun anser den eksperimentelle metode for den ”rigtige”, og dermed også kun underviser i denne, mens alle andre tilgange negligeres.

Jeg har derfor fremlagt, på min poster i Helsinki, at både samfund og uddannelsessystem, har brug for naturhistorien som en del af den videnskabelige praksis, også i kraft af den historiske rolle den har spillet for naturvidenskab generelt; samt at jeg gerne foreslår palæontologi som en værdig kandidat til genindførelse af dette!

mvh Eliza – ph.d, palæontolog og naturfagsdidaktiker

Hvorfor overhovedet beskæftige sig med palæontologi – kunne nogen måske spørge – en videnskab der undersøger dyr og planter der levede for millioner af år siden?

For mit vedkommende startede passionen allerede da jeg var et lille barn. Som treårig skiftede jeg børnebøger ud med dinosaurbøger, som det i øvrigt sker hos mange (især drenge-)børn, men blev dog – modsat mange af de andre dinosaurbørn – hængende i palæontologien også ind i voksenlivet.

Mig og T. rex – På Experimentarium

For mig handler fascinationen især om det faktum at en helt anderledes og eventyrlig verden har eksisteret her, lige hvor vores egen virkelighed i dag befinder sig, og at man kan finde rester af denne verden i sedimenter og bjergarter lige under vores fødder – eller i bjergsider og klinter – og så forsøge at genskabe den, både ved hjælp af fossiler, og ved brug af logisk og kreativ tankegang i kombination.

Rekonstruktion af et landskab fra Triastidens Grønland

Som nævnt i afsnittet om ”Videnskabsproces” skriver palæontologien sig ind i den naturhistoriske tradition, og selvom denne ofte er mindre anerkendt i både forskerkredse og undervisningsforløb (beskrevet i samme afsnit), så indeholder palæontologi faktisk en del elementer der gør den særlig velegnet til formidling af netop den naturhistoriske videnskabsmetode.

For eksempel bliver fossilpuljen fortsat større og større, fordi der kontinuerligt findes nye fund rundt omkring i verden, som alle tilføjer ny viden til vores samlede billede af fortiden. Eftersom de naturhistoriske hypoteser har en mere ”forklarende og forudsigende” natur, end de ”afprøvende” eksperimentelle videnskaber, så giver denne konstante tilførsel af nyt materiale en ligeså konstant revidering af eksisterende hypoteser, og et derfor hurtigere og mere dynamisk forløb end i mange af de andre videnskabsfelter.

Kinesisk udgravning (2011) i Yixian, Liaoning: Provinsen – med de mange nye fund af dinosaurer med fjer

Palæontologisk viden (langs en eller anden gren) vil derfor næsten altid være aktuel i en grad der gør formidling af processen både tidsnær og konkret, i forhold til læring i dels de formelle, men også i de uformelle læringsmiljøer (se afsnittet ”Hvad er naturfagsdidaktik?”).

Senest er det debatten om udvikling fra dinosaur til fugl der har været det topaktuelle paradigmeskift. Den er foregået løbende i medier (og endda i skønlitteratur) i de forløbne 10-15 år, og gør sig derfor udmærket som kandidat for levende forskningseksempler i en given formidlingssituation.

Archaeopteryx “Øglefuglen” som var forskernes første bindeled mellem fugl og krybdyr (fundet allerede i 1861)

Også dinosaurernes gradvise udvikling, afspejlet i de talrige fossilfund, gør sig glimrende som formidler af evolutionsprocesser i det hele taget – så vi ikke ender i amerikanske, kreationistiske tilstande, i hvilke evolutionstankegang lider trange kår, på bekostning af befolkningens videnskabelige kompetence (eller omvendt).

Der er i hvert fald masser af argumenter for at formidle palæontologi – som en måde at lære naturhistorisk tankegang – og for at formidle naturhistorisk tankegang for at forbedre den videnskabelige kompetence (”scientific literacy”), som hjælper befolkningen til en demokratisk kompetent livsførelse i vores videnskabeligt funderede samfund (se afsnittet om dette).

Tillige er den praktiske forskningsproces på en dinosaurudgravning – eller når knoglerne skal udpræpareres fra klipperne – også dejlig konkret og håndfast, modsat verdensfjerne forskningsobjekter som fx astronomiens eller abstrakte fænomener som fx de fysiske love, og derfor ligeledes velegnet til at formidle videnskabsproces på en samtidig jordnær og eksotisk måde (dinosaurudgravninger foregår ofte på fjerne, eksotiske steder som fx Grønlands vildmark, Gobiørkenen eller på forrevne klippekyster Jorden rundt).

Geocenter Møns Klints dinosaurudgravning (2012) i Jameson Land, Østgrønland (her: Lejr 2 – Plateosaurudgravningen)

De mange visuelt appetitlige artefakter – i form af knogler, skeletter og sporfossiler – udgør også et tiltalende materiale til fremvisning, i både skoleforløb – men da så sandelig i udstillingsøjemed. Så er palæontologien alt i alt velegnet som forsknings- og formidlingsfelt? Det tror jeg nok den er, så kom endelig i gang med at reflektere over fortidige tider, besøg en udstilling eller grib hammeren og kom ud og besøg en fossillokalitet nær dig!

Jeg er i skrivende stund på vej mod barselsorlov, så opdateringer på nærværende blog, samt hele det ellers spændende forskningsprojekt om palæontologisk udstillingsformidling, må desværre sættes på pause i en periode. Men jeg vender selvfølgelig stærkt tilbage med mere videnskabsdidaktik, så snart der er nyt under solen…

God sommer så længe – og på orlovsophørlig genlæsning næste år

Eliza

Når min blog er navngivet “didaktisk forskning ved Geocenter Møns Klint”, var det måske relevant nok, at bruge et par ord på at forklare hvad didaktik – og særligt naturfagsdidaktik – overhovedet er:

Didaktik er ”læren om formidling”.

Altså en videnskab der undersøger forudsætninger og virkemidler for formidling (eller undervisning) i forskellige situationer og hos forskellige målgrupper, selvfølgelig med henblik på at forstå og forbedre læring under nogle givne rammer.

I den forbindelse har skolesystem og læring for børn og unge logisk nok været i fokus, men i den senere tid er der også kommet fokus på formidling i uformelle miljøer, som fx på science centre, museer, tv eller internetsites.

Museumsgæster som målgruppe kunne derfor også ligeså vel være voksne, familiekonstellationer eller forskelligartede typer af samfundsgrupper, som det kunne være skolebørn. Den uformelle læring kan ofte kræve en helt anden didaktisk metode end gængs skoleundervisning, og eftersom de uformelle, ofte selvvalgte, læringsmiljøer i dag spiller en stadig voksende rolle i vores samlede vidensopsamling gennem livet, er dette nye forskningsfelt i kraftig vækst for tiden.

Naturfagsdidaktik er specifikt læren om naturfaglig formidling og undervisning, og Institut for Naturfagenes Didaktik (IND) er den største didaktiske forskningsenhed i Danmark, på trods af naturfagenes trange kår i undervisningssystemet og erhvervslivet de senere år. Givetvis endda opstået som reaktion på denne tendens – som da også endelig ser ud til så småt at være vendt.

Der er i øjeblikket et stigende fokus på netop naturfagsundervisning, og en øget søgning blandt studerende på udvalgte naturfag.

IND forsker netop i de særlige udfordringer der er ved at lære naturvidenskabelige fag, både på folkeskole- gymnasie- og universitetsniveau, samt i de uformelle læringsmiljøer, og derfor har mine to faglige vejledere til huse på dette institut:

http://www.ind.ku.dk .

Scientific literacy kan lettest oversættes til ”videnskabelig kompetence” på dansk, og har oprindeligt været et udtryk for egenskaber knyttet til at forstå naturvidenskabelige fænomener og opsætte videnskabelige forsøg.

En sådan kompetence besidder de færreste til fulde, og både skolesystemer og offentlige holdninger til naturvidenskab har været tynget af at denne kompetence var svært opnåelig.

I den senere tid er der dog i fagmiljøet opstået en supplerende definition af begrebet scientific literacy, som med et par forklarende termer kan kaldes bl.a. ”demokratisk scientific literacy” eller ”kulturel scientific literacy” (Shen, 1975; Henriksen og Frøyland, 2000), og hvori der tillægges en større betydning til kompetencer udi at benytte naturvidenskabelig grundviden som en del af sit dagligliv som samfundsborger, til bl.a. at træffe aktive demokratiske beslutninger eller til at handle ansvarligt overfor både sit eget, andres og klodens helbred.

Eftersom disse egenskaber hos befolkningen er værdifulde for samfundet som sådan, kaldes denne nye definition også for ”økonomisk scientific literacy”(Henriksen og Frøyland, 2000).

Disse ret forskelligartede definitioner bliver af Douglas Roberts i bogen ”Handbook of research on Science Education” (2007) præsenteret som hhv. Vision I – den oprindelige definition, og Vision II – den nye og mere humanistiske, men også sværere målbare definition.

Det er især den mere befolkningsvenlige Vision II som er interessant indenfor udstillingsdesign, hvis udstillinger gerne skulle appellere bredt, men faktisk bliver den også i stigende grad introduceret til skole- og uddannelsessystemerne, eftersom skolen i højere grad har som formål at uddanne samfundsborgere end egentlige forskere.

Scientific literacy som alment dannende naturvidenskabelig kompetence (Vision II) har derfor hovedfokus i dette projekts analyse af publikumsreaktioner efter besøg på dinosaurudstillinger, og det er mit håb at besøget på en af “mine” to udstillinger, har givet eller giver sine gæster en form for grundviden eller sammenhæng i videnskabelig tankegang, som de på en eller anden måde kan tage med sig videre ud i livet…